Lækre kager er fremtiden

Der bor en bager …… i Elmegade i Kalundborg. Hun er uddannet konditor med sølvmedalje, og i dag kan det både ses og smages. Cecilie Mia Hansen er den første konditor i Kvickly Kalundborg, og efter få måneder i jobbet kreerer hun kager og andet bagværk med stor succes.

Hun oplever dagligt et flow af kager over disken – eksempelvis fine walesboller med cremefyld og chokoladeskildpadde på toppen. Den er ny i kagedisken og vækker jubel hos mange kunder. En eftertragtet lækkerbisken som skaber travlhed i bageriet. Det samme gør de nye tapas-kager i ministørrelse.

– Vi havde travlt de første dage, husker Cecilie og nævner tallet 400 walesboller på en dag, og der er opbakning fra Pernille Holm Andersen. Hun begynder i 2021 på uddannelsen som konditor i bageriet hos Kvickly Kalundborg.

Og hun glæder sig til at komme i gang med den finere bagekunst og dyrke kreativiteten. Pernille er et kendt ansigt i bageriet. Hun blev udlært i 2018 som bager med en flot guldmedalje, og har blandt andet kreeret det velsmagende Talentbrød, som sælges i Kvickly.

Lækre kager er fremtiden ifølge varehuschef Kirsti Thygesen, og Kvickly Kalundborg har derfor opgraderet bageriet på alle hylder.

– Vi har kager og brød til enhver lejlighed, fortæller bagermester Tommy Jensen og nævner, at Brød Cooperativet Kalundborg, som bageriet i Kvickly officielt hedder, har fremstillet en brochure, der orienterer om mulighederne.

Der kan bages kage til fødselsdag, bryllup, dåb, konfirmation og studentergilde. Kransekage til receptioner og nytår er også specialiteter i det store bageri. Og der er mere inspiration at hente for Instagram-brugere på adressen Kvickly.kalundborg , hvor Cecilie og Pernille er flittige til at poste billeder fra bageriet. Brød og kager kan også købes via den nye hjemmeside, som Kvickly Kalundborg netop har etableret. Adressen er kvicklykalundborg.dk

Bagermester Tommy Jensen fremhæver, at hvis man har specielle ønsker til en kage, så er man altid velkommen til at kontakte ham. Og det samme med Cecilie Mia Hansen.

Både bagermesteren, Pernille og Cecilie er A-mennesker, og de møder tidligt i bageriet. De sørger for sammen med natholdet, at der er friskt brød på hylderne til de morgenfriske kunder i varehuset, og hos de seks andre butikker i det vestsjællandske, som bageriet leverer brød og kager til.

– Natholdet møder ind ved 23-tiden og sørger for, at der er frisk morgenbrød til vores kunder, fortæller Tommy Jensen. Han anslår, at bageriet producerer op til 1.000 stykker morgenbrød i hverdagen og i weekenden omkring det dobbelt.