Initiativpris gik til Luve

tradition: Venstre i Gørlev overrakte fredag Initiativprisen til Jane Niemann og Simone Jessen Hansen, der driver Luve Smykker og Ure samt Luve Kids.

Initiativpris gik til Luve
Foto: Mie Neel

Venstre i Gørlev har siden 1987 uddelt en initiativpris hvert år i november, og i år var der var fem kandidater til prisen, som bestyrelsen skulle vælge i mellem.

Vinderen af initiativprisen blev Jane Niemann og Simone Jessen Hansen, som sammen, men hver for sig, driver Luve Smykker og Ure (Jane Niemann) og Luve Kids (Simone Jessen Hansen) i Helle H.’s tidligere dametøjsforretning på hjørnet af Østerled og Algade i Gørlev.

– Det var en helt enig bestyrelse, som pegede på jer, fortalte Dan Hansen fra Venstre i Gørlev de to kvinder, som også er mor ( Jane Niemann) og datter (Simone Jessen Hansen).

Pris for 36. gang

Han var i selskab med de andre Venstremedlemmer fra Gørlev borgmester Martin Damm og Bodil Hellemann om at give prisen til de to butiksindehavere. Det var 36. gang, at prisen blev uddelt.

Initiativprisen gives til en person/virksomhed/forening i gammel Gørlev Kommune. Prisen uddeles til den, der i årets løb har udvist et særligt initiativ, der falder godt i tråd med Venstres liberale ideer. Det er et krav, at initiativet på en positiv måde viser, hvordan den enkelte i et frit samfund kan gavne lokalområdet.

Dan Hansen sagde til modtagerne:

– Prisen tildeles til jer, for at have skabt en unik butik her i Gørlev, til gavn for borgere i området og ikke mindst til gavn for byens handelsliv. I har formået at skabe to specialbutikker her i byen i 2019. Trods at I oplevede corona-situationen efter opstart, har I stadig gejsten til at fortsætte, dette kan Gørlev være stolte af. Der er ikke mange byer af Gørlevs størrelse, som kan bryste sig af at have sådan to specialbutikker, sagde han.

Så fik hver af kvinderne overrakt et diplom samt et pæretræ “som et symbol på at det frø I har sået her og som vil bringe mange frugter i fremtiden for jeres aktiviteter i jeres forretninger.”

– Tusind tak. Det er vi virkelig glade for, sagde Simone Jessen Hansen.

Det var Simone Jesse Hansen, som foreslog moren, at de skulle lave butikkerne sammen. Det var også hende, som fandt på navnet Luve. Det skulle være et navn, som ikke allerede blev brugt andre steder.

– Det skulle være på to stavelser og nemt at udtale, siger Simone Jessen Hansen, som tjekkede om navnet var nemt at udtale ved at få faren til at læse det op, og det kunne han.

De har siden har fundet ud af, at luve også kan betyde, at sejle imod vinden, og det passer egentligt meget godt på, hvordan det har været at drive forretningenrne – der har været mange udfordringer. Til gengæld har de nu fået to priser, da de tidligere har fået årets erhvervspris fra Handels- og erhvervsforeningen for Gørlev og Omegn.

– Det giver da noget gejst, siger Simone Jessen Hansen.

Fint samarbejde

Samarbejdet mellem mor og datter kører fint.

– Vi tænker meget ens, og så har vi jo hver vores afdeling, som vi har ansvaret for, siger Simone Jessen Hansen.

Butikken har lige kørt liveshopping via Facebook, selvom det overhovedet ikke var noget, som de havde erfaring med.

– Så måtte det briste eller bære, sagde Jane Niemann.

Og det med at kaste sig ud i nye ting eller tage initiativer gør de gerne.

De er blandt andet med i et nyt kvindenetværk for de erhvervsdrivende kvinder i Gørlev.

– Så spiser vi aftensmad sammen og diskuterer et emne, siger Simone Jessen Hansen.

For Dan Hansen er der ikke tvivl om, at de to kvinder allerede har gjort en kæmpe forskel for Gørlev.

– I har været med til vække byen, sagde han.

Simone Jessen Hansen (tv.), som har Luve Kids og ane Niemann, som har Luve Smukker og Ure viser stolt prisen frem fra hver deres afdeling. Foto: Mie Neel Foto: Mie Neel
Et flot pæretræ fulgte med prisen. Fra venstre ses Dan Hansen, Simone Jessen Hansen, Jane Niemann og Martin Damm. Foto: Mie Neel Foto: Mie Neel