Fuld mand efterlod haglgevær på gaden

Søndag kl. 20.55 fik politiet en anmeldelse om, at en mand måske var i besiddelse af noget, der kunne minde om et skydevåben.

Politiet kørte til området ved et lukket værtshus på Dybekær i Gørlev, hvor man på gaden fandt noget tøj, en sportstaske samt et haglgevær uden ammunition, som nogen havde efterladt.

I forbindelse med politiets undersøgelse af de fundne effekter kom en 46-årig, spirituspåvirket mand fra København NV til stedet og oplyste, at han havde glemt våbnet på stedet.

Han blev straks anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen på grund af den uforsvarlige opbevaring.

Politiet kunne efterfølgende konstatere, at han ikke længere havde gyldigt jagttegn og derfor ikke måtte være i besiddelse af haglgeværet.

Våbnet blev beslaglagt af politiet med henblik på nærmere undersøgelse af ejerforhold mv.

Den sigtede oplyste nemlig at have fået våbnet overdraget fra en anden person samme dag.

Den 46-årige blev løsladt efter nogle foreløbige undersøgelser i sagen, som han vil høre nærmere om, når sagen mod ham skal afgøres, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.