Op mod 70.000 regnbueørreder er sluppet løs ved Musholm A/S ved Reersø efter en fiskekutter fra Vestkysten sejlede ind opdrætsburet natten til lørdag og lavede store skader på materialet.
– Vi har fået flyttet opdrætsburet og fiskekutteren som lå ved Vestanlægget ude i Storebælt til Østanlægget ved Musholm Ø. Nu er planen, at vi skal have fjernet skibet, som sidder godt fast inde i opdrætsringen, og tømt buret for fisk i begyndelsen af ugen, fortæller direktør Niels Dalsgaard.
Medarbejdere fra Musholm arbejdede sammen med to besætningsmedlemmer fra fiskekutteren i hele lørdagen på at bjærge opdrætsbur og skib.
Årsagen til uheldet er endnu ikke klarlagt. Opdrætsanlægget er placeret og afmærket korrekt ifølge Musholm.

