Situationen er lettere kaotisk i kantinen på Skolen på Herredsåsen torsdag eftermiddag.
Eleverne fra skolens 7. klasser løber rundt mellem hinanden og har travlt med at opsætte plancher og computere, mens snakken går lystigt eleverne imellem.
Heldigvis har lærerne gode lunger, og er i stand til at råbe eleverne op, og få dem gjort klar til den store fremvisning.
Siden sommerferien har Skolen på Herredsåsen officielt fungeret som en Leaps-skole.
Her foregår undervisningen primært gennem projekter, og skolens 7. klasser har netop afsluttet deres seneste projektforløb. Herefter mangler der kun fremvisningen, der altid foregår foran et publikum.
Til dette projekt er det de yngre elever fra 2. og 3. klasse, som agerer publikum, og de ældre elever står klar til at tage imod dem og fortælle om, hvad de har lært i de seneste fire uger.
Projektet har haft overskriften »Vandets hemmeligheder«, inspireret af den nationale naturvidenskabsfestival, som fandt sted i uge 39.
Startskuddet til projektet blev taget fire uger tidligere, da eleverne besøgte Den Blå Planet i København.
Siden da har eleverne arbejdet med forskellige emner indenfor denne overskrift.
Især naturfagene har fyldt, men fag som dansk, matematik og historie har også fået plads.
– Jeg er ikke særligt vild med fisk. Jeg synes faktisk, de er ret klamme, så det var ikke et emne, jeg så frem til at skulle arbejde med, men det endte faktisk med at være ret spændende, og vi lærte en del, fortæller Astrid fra 7.a.
Klassekammeraten Sherin er enig med Astrid om, at de har lært meget i de forgangne uger.
– Jeg har blandt lært en masse om fisk. For eksempel har vi lært om, hvordan man på fiskenes mund kan se, hvor dybt nede i havet de lever, fortæller Sherin.
Oven på et velafsluttet projekt, holder skolen nu pause inden næste projektforløb.
– I morgen (fredag, red.) holder vi motionsdag, derefter er der efterårsferie og derefter har vi en uge til refleksion, inden vi kaster os ud i det næste projekt, fortæller viceskoleleder Anne-Mette Lund-Konggaard.