De fleste kendte ham ikke under hans rigtige navn. Meredin Egeriis. Men i Gørlev – og langt uden for bygrænserne, vidste de fleste, hvem Mause var. Samsø-drengen, der landede på Vestsjælland.
Mause er ikke mere. Han døde i sidste uge, få dage efter sin fødselsdag nr. 84, og han var ikke alene, da han trak vejret for sidste gang. Han var omgivet af to mennesker, der stod ham nærmest – venner, han havde arbejdet for. Familie havde Mause ikke meget af.
I går blev han stedt til hvile fra Gørlev Kirke med flere end 100 vidner til sognepræsten Tina Sallings fine, følsomme og meget præcise fortælling om et usædvanligt menneske.
Om sit kælenavn har Mause selv fortalt, at det hænger sammen med, at ingen kan udtale hans rigtige navn.
Han fejrede både sin fødselsdag nr. 75 og nr. 80 i gode venners lag på Skipperkroen i Mullerup hos restauratør Søren Tullesen. De to stod hinanden nær, og Mause havde ingen tættere på at betro sig til.
– Jeg vil arbejde, så længe jeg kan, sagde han.
Og sådan blev det, også efter at alvorlig sygdom for et halvt års tid siden begyndte at tære på ham.
Mangen en foreningsleder kan skrive under på, at den flinke og oftest ikke meget talende mand fra Samsø var god at have i omgangskredsen. Han vaskede tøj, han hentede og bragte, sørgede for stort og småt:
»Mause, kan du ikke lige …?« Jo. det kunne han altid.
På Skipperkroen skrællede han kartofler, ordnede grøntsager og bragte mad ud. Mause havde sit eget »køkken« på kroen. Og når han ikke arbejdede i køkkenet, var han chauffør, oftest mellem Gørlev-hallen og kroen – eller mod Kalundborg til byens haller der.
Som ung ville han gerne være kok eller tømrer, men begge fag var hans mor imod. Mause begyndte derfor sit arbejdsliv hos en landmand, men fik dog aldrig sin egen gård. I 1964 flyttede han fra Samsø til Gørlev.
Den aktive mand havde, før samspillet med Søren Tullesen, både arbejdet hos en smed i Sæby, på sukkerfabrikken og ved et autoværksted.
– Det betyder meget for mig at hjælpe andre. Det bliver jeg glad af, og jeg får det også bedre med mig selv, som han udtrykte det.
Han holdt sig i form ved at gå til gymnastik om vinteren og bade ved Mullerup om sommeren, og i mange år havde Gørlev IF glæde af hans evner som holdleder på klubbens førstehold og for oldboys. Og når han havde fri, gik han ofte i naturen.
– Jeg elsker naturen. Her falder jeg lidt ned igen. Når jeg står og kigger ud over vandet, kan tårerne løbe ned ad mit ansigt, fordi jeg er glad, sagde Mause.
