
De vilkår og krav, som 60 frivillige bag Stop Spild Lokalt i Høng og omegn arbejder efter, når butikken i den gamle bank på Hovedgaden 19 i Høng er åben for udlevering af fødevarer, er i vid udstrækning de samme regler, der gør sig gældende for almindelige fødevarebutikker.

Det betyder for eksempel, at medarbejderne i Stop Spild Lokalt skal iagttage mange forskellige regler, før de må udlevere madvarerne fra de donerende butikker.


Karina og Michael Diekelmann, der styrer den populære og meget velbesøgte Høng-butik, havde meget på hjerte, da minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V) mandag eftermiddag aflagde besøg under butiksåbningen på ugens første dag.


Jacob Jensen lagde efterfølgende ikke skjul på, at der er regler og krav, som overrasker ham, eksempelvis, hvordan Madspilds-operatørerne skal håndtere økologiske varer, som ikke må udlevere som økologiske.
En repræsentant fra Fødevarestyrelsen besøgte forleden Stop Spil Lokalt i Høng i et to timer og 15 minutter langt besøg.

– Der var intet at sætte en finger på, og det er fint nok, at der er kontrol. Men vi skal også kunne lave andre ting som frivillige, siger Karina Diekelmann.
I et papir, udfærdiget af Karina og Michael Diekelmann, som ministeren fik med hjem, skriver initiativtagerne blandt andet, at “Fødevarestyrelsens personale skal behandle alle Madspild-organisationer ens:
Vi vil behandles som en organisation, der håndterer overskudsvarer til gratis videregivelse.“
Butikken har også andre ønsker:
Et elektronisk system til art scanne og registrere varerne og – endelig – at komme på Finansloven.