Egentlig startede det hele som en fascination for huse, tegninger og arkitektoniske visioner for Claus Kenneth Lund, der som nybagt student i 1966 var fast besluttet på at blive arkitekt.
Men drømmen brast.
Efter at have prøvet kræfter med livet som soldat i flyvevåbnet, havde Claus Kenneth Lund udset sig to mulige uddannelser, der kunne tegne karrierestien for ham.
Tilfældighedernes spil ville imidlertid, at det blev jura og ikke økonomi.
Samtidig med, at Claus Kenneth Lund dedikerede sig tid til bøger og paragraffer, blev han ramt af Amors pil, lyder det:
– Min store lykke indtraf, da jeg i 1969 mødte mit livs kærlighed, Birte. Vi blev gift i 1971. Jeg blev færdig som jurist i januar 1973, en måned efter at vi havde fået vores den førstefødte, skriver han i en pressemeddelelse.
De første tre år af Claus Kenneth Lunds advokatvirke var han i lære hos advokatfirmaet Saltorp, Hald og Andersen i København, som senere blev en del af advokatvirksomheden Bech-Bruun.
Frem til 1978 var parret bosat i Rødovre:
– Birte var blevet færdig i 1978 – ikke alene med uddannelsen som cand.mag., men også pædagogikum. Hun søgte derfor arbejde. Der var intet at få i København, men der var mulighed både i Sorø og i Kalundborg, skriver Claus Kenneth Lund.
Og historien ender – foreløbigt – i Kalundborg, hvor Claus Kenneth Lund har fungeret som advokat i 44 år. Siden 2003 har han holdt til på adressen Kordilgade 4.