
Akut-appen DinAlarm stod sin prøve for første gang i Kalundborg, da en kvinde fik det dårligt på Musisk Skole i Kalundborg. Hun blev så dårlig, at der var brug for en ambulance, fortæller Jørgen Junge, en af de tre kalundborgske politimænd, der står bag DinAlarm.
Alarmen, som blev udløst af en mand på Musisk Skole, gik via DinAlarm først og fremmest til alarmcentralen og dernæst ud til de 100 nærmeste hjælpere i nærområdet som mail, sms og push-besked.
– Det viste, at systemet fungerede perfekt, og at vores dækning i Kalundborg er rigtigt god, siger Jørgen Junge.
Flere reagerede på alarmen, som en DinAlarm-bruger havde aktiveret fra sin mobiltelefon.
En kvinde, der er uddannet førstehjælper og kan anvende en hjertestarter, ankom efter to minutter til Musisk Skole og talte med manden, der havde tilkaldt ambulancen. Han stod uden for skolen og afventede den.
Kvinden kunne fortælle, at der var en hjertestarter ved tandklinikken lige ved Musisk Skole.
Det viste sig, at der ikke var brug for kvindens hjælp, men hun var tilfreds med at opleve, at systemet virkede, fortæller Jørgen Junge.
Hun fik bagefter – ligesom andre i netværket – en rapport fra DinAlarm om hændelsesforløbet.
– Det er supergodt at se, det virker. 100 får alarmen, 50 ser den, 20 reagerer på en eller anden måde. Her nåede tre frem til stedet, siger Jørgen Junge.
Han kunne godt tænke sig flere hjertestartere i Kalundborg. Det siger han efter, at en anden kvinde, der reagerede på alarmen, fortalte, at hun var usikker på, hvor den nærmeste hjertestarter var i den nordøstlige del af Kalundborg.
Når man ser på dækningen hjertestarter.dk's kort, mangler der nemlig hjertestartere i den nordøstlige del af Kalundborg.
– Det ville være oplagt med en hjertestarter, i det mindste uden på Akuthuset, mener Jørgen Junge.
Det er der ikke ifølge dette kort.