Vandet flyder i Torslunde den 26. maj

Foto: John Hou

I mere end 110 år har Københavns Vandforsyning pumpet vand til københavnerne fra de store vandresurser i Torlunde, Solhøj, Karlslunde og Taastrup gennem Thorsbro Vandværk.

Der er mængder af oplevelsesmuligheder for både børn og voksne. Alene lyden fra den gamle B&W dieselmotor fra 1932 får hårene til at rejse sig. Damplokomobil, en svensk skærveknuser og gamle brandsprøjter bringer minderne frem.

For børnene er der VAND-løb – en skattejagt, hvor der skal leges med vand og svares på spørgsmål, der gør børnene klogere på Torsbro Vandværk og på vand i Verden. Der trækkes lod om fine præmier blandt de rigtige besvarelser.

Både Hofor og Ishøj Forsyning vil gøre de besøgende klogere på vand og præsenterer deres nyeste udstyr. Kroppedal fortæller om arkæologiske udgravninger. Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening viser livet i Torslunde gennem billeder og fortællinger – slægtsforskningseksperterne og billedscannere er også på plads.

Skulle ganen trænge til lidt mad og drikke står Tina's Pølser og Traktørstedet fra lokalhistorisk forening klar. Underholdning skal det heller ikke skorte på. De glade musikanter fra PileMølle underholder hele dagen.

Vandværkets Dag fejres på Thorsbro Vandværk på Allevej 25 i Torslunde den 26. maj 2019 kl. 13-16. Der er gratis adgang. Hele programmet kan ses på www.thorsbrovand.dk.