Uro endte med flere sigtelser

Arkivfoto: Kim Rasmussen
Arkivfoto: Kim Rasmussen

Onsdag den 9. marts klokken 17.28 modtog politiet en henvendelse om, at en gruppe unge var forsamlet i området ved Hedelunden i Greve, og at de kørte race i biler og på motorcykler under nummerplader.

Politiet kørte til området med flere patruljer og fik kontakt til nogle, medens andre flygtede væk fra stedet. Klokken cirka 17.45 fik politiet en ny anmeldelse om, at 20-30 personer var forsamlet i Askerød, og at de var ved at maskere sig. Klokken cirka 18.05 fik politiet nye oplysninger om, at en større gruppe maskerede unge var forsamlet i Heimdalskvarteret. Politiet sendte da flere patruljer til området for at opretholde ro og orden samt køre intensiv patrulje i området.

Politiets tilstedeværelse i området med baggrund i de modtagne anmeldelser resulterede i følgende sager: En person blev anholdt på grund af eftersøgning fra Københavns Vestegns Politi, en 19-årig mand fra Ishøj blev sigtet for overtrædelse af våbenloven på grund af besiddelse af butterflykniv, en 15-årig ung mand blev tilbageholdt som eftersøgt/forsvundet fra institution i Farsø (afhentet af institutionspersonale) samt sigtelse af en 21-årig mand fra Greve for overtrædelse af et kørselsforbud i et af de køretøjer, som politiet standsede under indsatsen i området. Den 21-årige forsøgte indledningsvist at udgive sig for at være en anden person, så han blev også sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at udsætte en uskyldig for straf. Politiet forsøger nu at finde ud af årsagen til uroen i området.