Ishøj: Ishøj IF vil skabe det bedste fodboldmiljø for piger og damer på Vestegnen. Det er ambitionen i et stort udviklingsprojekt, der skal sikre, at flere piger fra Ishøj starter til fodbold og fastholdes gennem ungdomsårene.
Projektet har allerede fået en fin start, og siden opstarten i efteråret er pigeafdelingen vokset til 45 piger i alderen 0-12 år.
– Det er vi rigtigt glade for, og det viser, at der er en stor efterspørgsel blandt de lokale piger, siger Simon Thams, der er Get2Sport-koordinator i Ishøj Kommune.
Her arbejder han blandt andet med at udvikle frivilligheden i en række af kommunens idrætsforeninger, og herunder pigeafdelingen i Ishøj IF.
Det gør han blandt andet sammen med Ahu Demir, der for nylig blev udpeget som koordinator for pige- og damefodbolden i Ishøj FC. For tre år siden havde hun stor succes med at få skabt et fodboldmiljø voksne kvinder i Ishøj, og i dag er hun fortsat træner for holdet, der består af mere end 40 kvinder i alt.
– Der er vigtigt, at vi får skabt et miljø, hvor pigerne kan lide at være, og hvor de bliver en del af et fællesskab, siger Ahu Demir.

Kræver frivillige
Skal det blive en succes, kræver det dog, at flere engagerer sig i det frivillige arbejde. Det var en af pointerne, som Ahu Demir og Simon Thams fremlagde, da de mandag havde inviteret til pizzahygge og et oplæg om udviklingen af pigefodbolden i klubben.
Pigerne er for nu inddelt i tre årgange, og der er trænere til alle holdene. Det er hovedsageligt kvinder fra seniorholdet, der har påtaget sig trænergerningen.
– Men det er nødvendigt, at forældre fx har lyst til at være med som hjælpetrænere, så de ikke skal have ansvaret for alle børnene, lød det fra Simon Thams, der blandt andet henviste til DBU’s retningslinje om, at der for de mindste årgange skal være en voksen til 12 spillere.
Derudover er der behov for, at forældrene engagerer sig, når der skal køres til stævner, eller når der skal være arrangementer i klubben, lød budskabet.
Gør de det, så er både Ahu Demir og Simon Thams sikre på, at der kan blive skabt et godt miljø for pigerne i Ishøj FC, og de har blandt andet sørget for, at alle pigeholdene kommer til at træne på de samme dage – mandage og onsdage – og at det også falder sammen med de dage, som seniorholdet træner.
– Det giver mulighed for, at pigerne og kvinderne kan mødes på tværs af årgange og inspirere hinanden, og en onsdag i hver måned vil vi arrangere fællestræning på tværs af holdene for at styrke fællesskabet, lød det fra Simon Thams.
Pigeafdelingen har været udfordret i forhold til træning hen over vinteren, fordi projektet startede, efter haltiderne i Ishøj Kommune var fordelt, men når fodboldsæsonen på græs går i gang efter påsken, er der sikret baner.
– Det er målet, at vi også har et projekt, der eksisterer om ti år, og at de unge piger, der starter i klubben, fortsætter med at være en del af den, siger Simon Thams.
