Ny centerchef til Dagtilbud og Uddannelse i Ishøj

Ny centerchef til Dagtilbud og Uddannelse i Ishøj

Hun trækker på 15 års erfaring med at drifte og udvikle børne- og ungeområdet i henholdsvis Fredensborg, København og Hillerød Kommuner.

– Jeg ser frem til, at Sarah starter i stillingen. Hun er en erfaren og dygtig leder, som har stor indsigt på børne- og ungeområdet. Jeg er sikker på, at hun har evnen og kapaciteten til at gøre en forskel for Ishøjs børn og unge, så vi kan fortsætte den positive udvikling på området, fortæller velfærdsdirektør Alberte Bryld Burgaard.

Ishøjs nye centerchef er uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitetscenter i 2007 og kommer fra en stilling som souschef på skoleområdet i Hillerød. Før det var hun leder i børne- og ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, og hun har også erfaring fra Fredensborg Kommune, hvor hun arbejdede som direktionskonsulent.

Sarah De Masi er ny centerchef for Dagtilbud og Uddannelse i Ishøj Kommune. Pressefoto

For Sarah De Masi var Ishøj Kommunes ambitioner på børne- og ungeområdet afgørende for, hvorfor hun søgte jobbet.

– Jeg er vild med kommunens politiske vision om, at alle Ishøjs børn og unge sejrer i eget liv, og får mulighed for at nå deres fulde potentiale. Engagerede lærere og pædagoger er allerede i gang med at udleve den vision og har sikret en høj kvalitet og løfteevne på børne- og ungeområdet i Ishøj. Den positive udvikling glæder jeg mig til at arbejde videre med i et bredt samarbejde på tværs af ledere, medarbejdere, forældre og børn,” siger Sarah De Masi.

Blandt deltagerne i ansættelsesudvalget, som valgte at pege på Sarah De Masi som ny centerchef, var ledelses- og medarbejderrepræsentanter fra dagtilbuds- og skoleområdet.

Stillingen som centerchef blev ledig i Ishøj Kommune, da den tidligere centerchef for Dagtilbud og Uddannelse valgte at søge nye udfordringer efter 14 år på posten.