Ishøj: Der er tale om en elektroakustisk teateroplevelse for de 4-8 årige. Med en personlig højttaler tæt på kroppen, føres børnene på en lytterejse tilbage i farmors minder, hvor katte leger fangeleg mellem børnene.
Luftpandekager flyver rundt i rummet, stemmer fra fortiden stikker af, og vi må ud på havet, ind i hekseskoven, og helt tilbage til stilheden, før vi finder ud af, at minderne er inde i os selv, og vi ikke skal være bange for at sætte dem fri.
Lyde fra kagedåser
Teaterproducenten ’Østerlyd’ lader lyde fra kagedåser danne afsæt for et fokus på kvaliteterne i det at sanse lyde og dele oplevelsen af dem.
– Min farmor samlede på lyde, siger Kirsten Østergaard Pallesen, der står bag Lydkompasset sammen med Ane Østergaard.
Dåserne er gemmesteder for farmorens lyderindringer. På låget af dåserne står der, hvilken lyd, der er i dåsen.
Ane sidder i baggrunden og styrer lydene. Hun søger for, at publikum kan høre dem i rummet, men også at lydene bevæger sig ud i de nummererede højttalere, publikum har hængende om halsen. Hver højttaler har et nummer. Det er ikke sikkert, at den lyd, som er i fokus, dukker op i alles højttaler.
