Arken indvier Kunstens Ø

Når Arken søndag den 24. januar kan åbne Kunstens Ø, er det virkeliggørelsen af en drøm om at skabe bedre harmoni mellem museets karakteristiske, maritime arkitektur og det omkringliggende landskab. Oprindeligt var det meningen, at Arken skulle ligge i vandkanten som et strandet skib, men af fredningsmæssige årsager blev museet flyttet ind i landet. Nu kommer vandet til Arken.

En generøs donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har gjort det muligt at skabe Kunstens Ø, som udgør en ny, unik relation mellem kunst, arkitektur, vand og landskab.

Arkens direktør, Christian Gether, siger:

– Det er med stor glæde, at vi kan åbne Kunstens Ø og byde vores gæster velkomne til et fuldt udfoldet museum. Arken ligger nu på en ø omgivet af vand og med fem nye broer, stisystemer og belysning. Der er dermed skabt kontakt mellem den rå natur i Strandparken og den raffinerede kultur på museet. Kunstens Ø er intet mindre end kulminationen af en lang udviklingsproces, som tog sin begyndelse for over 20 år siden.

Overgangenes landskab

Broer, laguner, skov, klitter og varierende beplantning udgør de primære elementer i den nye scenografi omkring Arken. Det er arkitekt- og planlægningsfirmaet Møller og Grønborg – der i samarbejde med Schul Landskabsarkitekter står bag projektet, og de har skabt et både afvekslende og uformelt landskab omkring museet med fokus på overgange: Fra natur til kultur, fra det vilde til det raffinerede og fra det fysiske til det åndelige.

En lagune bugter sig hele vejen rundt om museet og gør det muligt at opleve Arkens maritime arkitektur fra vandsiden eksempelvis sejlende i kajak. Flere broer forbinder museumsøen med det omkringliggende landskab og med parkeringsarealerne, som er placeret uden for øen. Over 20.000 planter, træer og buske er allerede blevet plantet i det nyetablerede landskab og vil med tiden gøre Kunstens Ø til et grønt, rekreativt område.

Skulpturpark i støbeskeen

Inden for de kommende år vil der blive etableret en skulpturpark omkring museet med skulpturer, som på forskellig vis involverer de besøgende. På forpladsen vil Arkens nye vartegn, kunstnerduoen Elmgreen & Dragsets forrygende rytterstatue af en jublende dreng højt til hest, hilse de besøgende velkomne.

Kunstens Ø er realiseret i samarbejde med arkitekt- og planlægningsfirmaet Møller & Grønborg A/S, Schul Landskabsarkitekter, ingeniørvirksomheden Niras, bygherrerådgiver Sweco Danmark A/S og entreprenørvirksomheden Barslund A/S.