Danmark har stolte traditioner i håndbold. Faktisk har danskerne opfundet spillet med den harpiksfyldte bold og skabt massevis af talenter.
Seneste skud på stammen er den 15-årige Malou Mørch Axel, der til daglig spiller på Hvidovre IF's U15 pigehold.
Holdet var samlet i Kalundborg til to testlandskampe mod Ungarn, og det var første gang, at U17-landstræneren Ole Bitsch, havde udtaget den talentfulde venstrehåndede højreback, som tilmed fik debut og gjorde sig flot bemærket med to scoringer i 31-26 sejren over Ungarn, der anses som værende et af Europas bedste U17-landshold.
Det var også en meget glad og stolt landsholdsdebutant, som efter kampen satte følgende ord på oplevelsen.
– Det var rigtig fedt at være med, og det var en speciel følelse at synge med på nationalsangen inden kampen, som heldigvis gik rigtig godt for både mig og holdet, siger Malou Mørch Axel.
Ved lørdagens andendagsgilde mod Ungarn sad den unge HIF-back over.
Den kamp endte uafgjort.
