Gaarden vil forkæle smagsløgene i byens nye kulturelle fyrtårn

Nu er der sat åbningsdato på den nye restaurant i Hvidovres nye kulturhus. Ambitionen er ifølge LOCA Gruppen, der skal stå for maden, at skabe et gastronomisk forsamlingshus

Gaarden vil forkæle smagsløgene i byens nye kulturelle fyrtårn

Den 22. februar 2023 åbner den nye restaurant GAARDEN i Hvidovres nye Kulturhus Risbjerggaard.

Foto: Robert Hendel

I starten af efteråret åbnede Hvidovres nye Kulturhus Risbjerggaard med ambitionen om at blive et nye kulturelt fyrtårn i byen. Restauranten i det nye kulturhus måtte dog udskyde åbningen, idet der på daværende tidspunkt endnu ikke var fundet en forpagter til at stå for maden.

Forpagteren fandt Hvidovre Kommune så i midten af oktober, hvor der blev indgået en aftale med LOCA Gruppen, som også driver den netop genåbnede toprestaurant STUDIO, Almanak i Operaen og RADIO.

Kontrakten med indeholdt imidlertid en aftale om en række ændringer af køkkenet, så det blandt andet kunne imødekomme den nye forpagters arbejdsgange. Ombygningen af køkkenet har krævet teknisk bistand fra arkitekter og ingeniører, ligesom det blev nødvendigt at investere i nyt køkkeninventar.

Af den grund blev åbningen af GAARDEN, som den nye restaturant hedder, udsat, indtil alle detaljer var på plads. Det er de nu, og derfor er LOCA Gruppen klar til at føje gastronomi til kulturhusets portefølje af tilbud fra den 22. februar.

Jordnært udtryk

Ambitionen med GAARDEN er at skabe et bredt anvendeligt gastronomisk ’forsamlingshus’, som både kan bruges til en kop kaffe og kage eller en hyggelig middag, og som samtidig kan fungere som drivkraft bag nye fællesskaber som langbordsmiddage, madforedrag og gastronomiske aftener med smagsindtryk fra andre madkulturer.

– Med GAARDEN kan vi nå ud til mange med vores tanker og visioner for, hvor godt bæredygtig gastronomi kan smage, og ikke mindst hvor meget fællesskab, der kan opdyrkes omkring det gode måltid. GAARDEN skal være et sted, som husets brugere føler ejerskab over, fortæller Merete Holst, der er administrerende direktør i LOCA Gruppen.

Den gastronomiske linje bliver lagt af Thomas Parry, som er LOCA Gruppens gastronomiske udvikler. I 2018 vandt han TV2’s ’Sukkertoppen’, og derudover har den prisvindende dessertkok ansættelser på blandt andet The Fat Duck og andre af verdens absolutte toprestauranter med sig i bagagen.

Thomas Parry lover dog, at udtrykket bliver mere jordnært på GAARDEN. Her vil maden blive let af afkode og ligge i et prisleje, der er overkommeligt for de fleste.

– Vi kommer til at skabe stor velsmag af sæsonens råvarer, men lige så vigtigt er det, at maden på GAARDEN rummer den samme diversitet som husets brugere. Vi er lige så glade for tyrkisk falafel med tahin og mynte, som vi er for dansk kylling med kartofler og mormordressing eller for en klassisk fransk ’Gateau Marcel’, siger Thomas Parry.

Et inkluderende hus

LOCA Gruppens overordnede målsætning er at skabe restauranter og koncepter, hvor store oplevelser på tallerkenen går hånd i hånd med en bæredygtig tilgang. Det gælder ikke kun for råvarerne, men også de ansatte.

Ifølge LOCA Gruppen har social bæredygtighed, inklusion og ordnede forhold i årevis været en mangelvare i restaurationsbranchen. Det ønsker LOCA Gruppen at gøre op med, og den målsætning passer som hånd i handske til Hvidovre Kommunes visioner for Kulturhus Risbjerggaard.

Ifølge Hvidovre Kommune skal det nye Kulturhus Risbjerggaard netop være et inkluderende hus med oplevelser og plads til alle. Borgmester Anders Wolf Andresen kalder derfor også LOCA Gruppen for en superspændende forpagter og et perfekt match.

– Det er lykkedes at finde nogle erfarne folk, der har bæredygtighed i fokus, og som tror på, at mad og samvær kan skabe livsglæde og styrke sammenholdet. Deres vision om at være stedet, hvor lokale fællesskaber kan skabes og plejes, taler derfor lige ind i den ambition, vi har for Kulturhus Risbjerggaard som hele Hvidovres samlingspunkt, siger Anders Wolf Andresen.

Fra den 22. og to uger frem vil GAARDENs gæster kunne afprøve GAARDENs ’Social Dining’-menu med otte serveringer til særprisen 295,- kroner. Derefter vil prisen være 395 kroner. GAARDEN vil være åben tirsdag til lørdag om aftenen aften. Det er dog muligt at bruge restauranten allerede fra klokken 12, hvor der er åbent for servering af snacks, kaffe, kager og andre søde sager.

Kulturhus Risbjerggaard blev officielt indviet fredag den 9. september 2022. Foto: Robert Hendel