Ung scene på Værftet

Teater: En teaterscene for unge scenekunstnere er ved at blive bygget i Værftet ved siden af cafeen.

Ny scene på havnen
Foto: Palle Mogensen
Michael Nielsson fra teatergruppen En gang til glæder sig til at byde publikum velkommen til Holbæks nye teaterscene – Værftsscenen. Men i øjeblikket er lokalet stadigvæk fyldt med byggerod. Foto: Palle Mogensen

Det bliver en helt ny oplevelse, når unge teaterfolk en gang i fremtiden kommer til at stå på den nye scene, der er ved at blive bygget i Værftet på Holbæk Havn.

– Det er noget, som vi glæder os rigtig meget til. Også fordi det bliver en scene for vækstlaget og ikke det etablerede teater, lyder det fra Michael Nielsson. Han er medlem af Teatergruppen En gang til, som består af tidligere elever på Holbæk Drama College.

Det er medlemmerne af En gang til, som er grunden til, at der bliver lavet en scene på Værftet.

– Vi holdt til i Ungehuset Lucerna, men faciliteterne var ikke ideelle. Så jeg havde en snak med Lars (Petersson, sparekassedirektør, red.), som henviste mig til Brian Ahlquist på kommunen. Og så fik vi det her nede på værftet, og vi glæder os til at tage det i brug, fortæller Michael Nielsson.

Lokalet, hvor Værftsscenen er ved at blive bygget, er fyldt med kringelkroge og finurlige detaljer. Michael Nielsson håber, at de måske kan indgå i forskellige forestillinger. Foto: Palle Mogensen

Det er ikke meningen, at det kun er En gang til, som kommer til at bruge scenen, forklarer han.

– Vi har planlagt at lave to forestillinger i løbet af en sæson, og så kan andre, der har lyst, få lov til at låne scenen. Men der er dog den betingelse, at når der skal opføres noget, så skal det have mindst 45 minutters varighed, og at der er åbent for publikum, fortæller han.

Michael Nielsson forklarer, at de står klar til at hjælpe med forskellige ting. Blandt andet papirarbejde og billetsalg.

– Vi giver også gerne sparring, hvis der er nogen, som ønsker det, siger han.

Scenen bliver udstyret med det nødvendige lys, og der bliver også et lydanlæg, som kan bruges. Det betyder, at der for eksempel også bliver mulighed for at afvikle akustiske koncerter og lignende.

Den nye scene er allerede blevet udstyret med lamper, som er en nødvendig del, når der skal opføres teater foran et publikum. Foto: Palle Mogensen

– Værftsscenen bliver dog ikke et koncertsted. Udgangspunktet er, at der er tale om performance-kunst, som kan være med til at udvikle den unge scenekunst i Holbæk, fortæller Michael Nielsson.

Han forventer, at der bliver plads til omkring 50 publikummer hver gang.

– Der er jo tale om en intimscene, hvor publikum og aktører er tæt på hinanden, fortæller Michael Nielsson.

Det er planen, at Værftsscenen får sin debut, når En gang til opfører teaterstykket “4:48 Psykose” af den engelske dramatiker Sarah Kane. Det bliver formentlig i løbet af foråret.