Uforløst underholdning i Tuse

Fodbold: Tuse i sjællandsserien sæsonstartede med 3-3 på hjemmebane mod Såbys tophold.

Uforløst underholdning i Tuse

Tuses Oliver Frederiksen i duel i sæsonpremieren og topopgøret mod Såby lørdag eftermiddag. Foto: Anders Vestergaard

Ingen af de to hold var særligt tilfredse umiddelbart efter kampen, og spillerne på begge mandskaber gav højlydt udtryk for deres frustrationer, da dommeren fløjtede af.

Men hvis det på nogen måde kan være en trøst, så leverede Tuse og Såby underholdning for alle pengene, de de spillede 3-3 i lørdagens sæsonpremiere og topopgør i sjællandsserien.

På Tuses indbydende kunstgræsbane, i det nærmest perfekte fodboldvejr, gav de to hold hinanden og publikum en intens fodboldkamp med fine mål, en hel del drama og ganske godt fodboldspil, taget det tidlige forårs-tidspunkt i betragtning.

De seværdige løjer startede allerede efter fem minutter, hvor en personlig fejl i Tuse-forsvaret betød frit lejde til Såbys farlige Mathias K. Johansen, der scorede sikkert.

Et par minutter senere røg Tuses Lasse Frendrup ud i 10 minutter med en advarsel for alt for hårdt spil.

Men Tuses reaktion på start-modgangen var livgivende, da Tuses indpiskende anfører Daniel Skov hamrede en nedfaldsbold, efter et Frederick Larsen-frispark, i nettet.

Det var nemt at se, at Såby stillede op med en masse divisionsrutine på holdet, og gæsterne spillede seværdigt angrebsfodbold, som Tuse dog forsvarede sig godt imod.

Og sørme om ikke hjemmeholdet efter en halv time leverede et flot modangreb, som rutinerede Christian Nielsen afsluttede til 2-1 oven på en ripost fra en ellers flot redning af Såby-målmanden.

Fem minutter senere blev Tuse-keeper Magnus Christoffersen overrasket og kiksede en dribling, og så kunne Såbys Morten Jørgensen udligne til pausestillingen 2-2.

Der skulle en del til at overgå første halvleg i underholdningsværdi, men allerede efter et par minutter i anden halvleg bidrog Lasse Frendrup til en fortsættelse med sit andet gule kort.

Og selv om frontangriber Christian Nielsen havde en friløber men blev afvæbnet ikke længe efter, lod Tuse sig ikke gå på. Og minuttet efter headede tilbagevendte August Mogensen sit hold i front på Frederick Larsens hjørnespark.

Konturerne til en lille overraskelse begyndte at tegne sig, men Såby satte et uophørligt tryk ind, mens Tuse måtte lure på kontramuligheder.

Men efter et kvarter fik Såbys Kevin Kinsella lov til at løbe langt med bolden, inden han fra feltkanten udplacerede Tuse-keeper Christoffersen.

Såby-gæsterne pressede i resten af halvegen på for det forløsende førings-mål, men Tuse forsvarede sig bravt med en god fysisk, og holder sig med det ene point stadigvæk godt til toppen af tabellen.