Udnyttede datters svigerfamilie

Der føjes stadig nye kapitler til historien om en berygtet Jyderup-svindlers aktiviteter. Datterens svigerfamilie bedrog han for 125.000 kroner, så der blev begæret tvangsauktion over familiens hus i Gørlev.

Foto: Foto: Christian Winnem, Jakob Erhardt Pedersen
Jødeland, Gørlev, vejskilt.
Jødeland, Gørlev, vejskilt.

Historien om en 46-årig, berygtet Jyderup-svindler, der på sit synderegister har stribevis af svindlerier, begået over for foreninger, forretninger og virksomheder og faktisk også over for hans nærmeste familie, vil tilsyneladende slet ingen ende tage.

Blandt det seneste er, at svigerfamilien til hans egen datter føler sig bedraget af manden i en grad, så familien nu har oprettet Facebook-gruppen "Pas på storsvindleren fra Jyderup" for at advare andre mod at falde i kløerne på ham.

Kunne betale både hus og bil

Svend Hansen fra Gørlev fortæller, at hans kærestes søn har giftet sig med Jyderup-svindlerens datter, og at det unge par sidste år manglede et sted at bo:

– Så flyttede de ind hos os i vores hus på Jødeland i Gørlev. Og pludselig en dag dukkede han op. Verdens mest veltalende menneske, beretter Svend Hansen.

– På det tidspunkt havde vi nogle økonomiske problemer, men han havde jo mange, mange, mange penge, og han kunne da klare det hele. Han kunne betale både huset og bilen ud – så skulle vi bare betale nogle månedlige afdrag til ham. Og den hoppede vi desværre på, fortæller Svend Hansen, som i løbet af et halvt års tid nåede at betale cirka 125.000 kroner til svindleren.

Huset blev sat på tvangsauktion

Den 46-årige betalte hverken hus eller bil. Det havde nær fået fatale konsekvenser for Gørlev-familiens bolig-situation:

– Faktisk satte Nykredit vores hus på tvangsauktion her i januar, fordi han ikke havde betalt terminerne. Det lykkedes os selv at redde det, men nu kæmper vi en hård kamp for at få det hele til at hænge sammen, siger Svend Hansen.