
Jonas Næsborg har igen meldt sin ankomst. Han var med 26 mål i 39 kampe en afgørende spiller, da Tuse rykkede op i danmarksserien, sidst han var i klubben.
Det kunne hans krop dog ikke holde til, og han skiftede tilbage til Jyderup, hvor det i hele hans karriere er blevet til mere end 200 mål.
I Tuse komer han til at træne under kendte ansigter, da Freddy Andersen også var træner i klubben, sidst Jonas Næsborg var der, og assistenttræner er Michael Larsen, som ligesom Jonas Næsborg bruger sommeren til at skifte fra Jyderup.
Og Freddy Andersen glæder sig over tilgangen af angriberen.
– Vi får en ekstra angriber, som har været garant for mål i hele sin karriere. Vi får en med angribererfaring, som han gerne skulle dele ud af til de yngre offensive spillere i Tuse, siger Freddy Andersen, som ikke er sen til at rose Jonas Næsborgs evner.
– Hans x-faktor er jo helt klar hans evne til altid at stå de rigtige steder i feltet og målnæse for selv de mindste chancer, som han rigtig mange gange får omsat til mål, fortæller Freddy Andersen.