To travle dage i våddragten

Foto: Peter Andersen

To dage på stranden kan lyde som den rene afslapning.

Men for 18 børn har dagene ved bystranden ved Blegstrædehagen i Holbæk i denne uge været travle.

De har nemlig været på såkaldt Ocean Rescue Camp med DGI Midt- og Vestsjælland og Holbæk Svømme Klub.

Klædt i gule våddragter har de lært om kystlivredning med discipliner som livreddende førstehjælp, selvhjælp, dykning og bølgesurf.

Livredder-camp'en var den første i sin art i Holbæk, men arrangørerne håber, at en lignende camp kan laves til næste år.