
Mandag den 28. oktober klokken 19.30 skal der synges dansk i Skarridsøsalen, for det er igen tid til at fejre »Spil Dansk Ugen«.
I år starter ugen mandag den 28. oktober – det er så også dér Kulturgruppen i Jyderup og Biblioteket inviterer til en sangaften.
Efterhånden er det blevet en tradition i Jyderup – som det er mange andre steder i Danmark.
Spil Dansk er musiklivets festuge og Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed. I år er det i ugen fra mandag den 20. oktober til søndag den 4. november.
– Vi får i år atter besøg af Niels-Erik Jørgensen fra Efterskolen Smededal. Niels-Erik Jørgensen vil lede os gennem aftenen, som han har gjort flere gange før. Niels-Erik vil finde sangene frem. En hel del af dem kender vi garanteret, men også i år kommer der et par nye sange, som vi sikkert ikke kender alle sammen på forhånd. Og Niels Erik vil fortælle om en hel del af de sange vi skal synge, herunder om deres forfatter. Bo Basbøll spiller som sædvanlig til sangene, oplyser Ebbe Nordal fra Kulturgruppen.
Arrangementet er gratis. Skarridsøsalen ligger på adressen Skarridsøgade 37, 4450 Jyderup.
Vil man i øvrigt vide mere om Spil Dansk ugen, kan man finde oplysninger på Spil Dansk ugens hjemmeside, hvor man kan finde mange andre arrangementer.