
Holbæk Byråd vil torsdag aften alligevel ikke finde en vinder af kontrakten på at opføre og drive et stort svømme-, idræts- og sundhedscenter mellem Omfartsvejen og Ladegårdsalléen.
Det skriver dagbladet Nordvestnyt.
Holbæk Kommune har nemlig valgt at annullere udbuddet, som kun Entreprenør Morten C. Henriksen fra Hagested havde mulighed for at vinde.
Ifølge Kristian Nabe-Nielsen, chef for Vækst og Bæredygtighed, er udbuddet blevet annulleret, efter at det kom kommunen for øre, at Gribskov Gruppen, som også havde budt på opgaven, ville klage til Klagenævnet for Udbud over at være blevet sorteret fra. Det gjorde en administrativ styregruppe i kommunen i forrige uge, fordi den konkluderede, at firmaets projekt lå 50 millioner kroner over den maksimale anlægssum.
– Vi valgte at annullere udbuddet for at undgå at skulle igennem en meget lang klagesag. I den periode vil vi ikke kunne foretage os noget. Derudover er der selvfølgelig altid en risiko for at tabe en klagesag. Og de faktorer tilsammen har gjort, at vi annullerede udbuddet og i stedet vil lave et genudbud, siger Kristian Nabe-Nielsen.
Før administrationen kan lave et nyt udbud, skal byrådet dog først træffe en beslutning om det. Det sker formentlig på byrådsmødet torsdag aften.
Gribskov Gruppens direktør, Anders Skak, kalder det uberettiget, at hans firmas projekt blev dømt ude.
Firmaet overvejer, om det vil byde igen.
Læs mere i dagbladet Nordvestnyt torsdag.