Søspejdere gør klar til jubilæums-sæson

Foto: Per Buurgaard Christensen

Der er tradition for, at søspejderne i Holbæk bruger påskedagene til at gøre bådene klar til sæsonen.

Sådan er det også i år, hvor der fra skærtorsdag blev arbejdet ved spejderstationen på Finsings Plads 1 i Holbæk. Ragnar Lodbrogs Sønner er navnet på søspejdergruppen, som blev stiftet i 1941 og derfor fejrer 75 års jubilæum i år.

Der er vist ingen, der kender den nøjagtige jubilæumsdag, så lørdag den 18. juni er valgt til at markere dagen. Det sker i den gamle havn i Holbæk, hvor søspejderne vil byde på en sejltur og andre aktiviteter for at fortælle om livet som søspejder. Der bliver desuden vist billeder fra tiden med søspejderne.

Der er et halvt hundrede aktive medlemmer i alderen fra otte år og op til cirka 23 år. Desuden er der ledere, ligesom nogle af dem, der har været søspejdere tidligere er med i Loggen, som også holder til på søspejderstationen.

Det er tropsspejderne (fra 12-13 til 16 år), der i påskedagene klargør tre både. Desuden gør seniorerne (16-23 år) deres ene, men større båd klar til sejlsæsonen, der begynder den første lørdag i maj og slutter den sidste lørdag i oktober.

Minierne (8-10 år) og juniorerne (10-12 år) klargør ingen både, da de ikke har deres egne, dog begynder de ældste at sejle i optimistjoller i havnen.