Skal det her hedde Anton Nielsens Plads?

Foto: Anders Tilsted

Der er ikke så mange, der kan huske det, men den faldefærdige værftsbygning på havnen i Holbæk var engang byens stolthed. For 50-60 år siden stod flere tusinde og kiggede på, når skibsbygger Anton Nielsen endnu engang søsatte et skib.

Og med det 21 millioner kroner dyre maritime center, som nu bliver lavet i skibsværftet, kan det være, at stoltheden for alvor kommer tilbage til havnen.

På grund af den helt særlige historie omkring værftet, foreslår den historieinteresserede holbækker, Søren Wolstrup, nu at man i forbindelse med det nye maritime center navngiver pladsen foran værftet ved de to beddinger til Anton Nielsens Plads efter den gamle skibsbygger.

– Skibsværftet var en af de ting, Holbæk var kendt for i hele landet, og daværende statsminister Hans Hedtoft var også nede og navngive et af skibene i 1949. Jeg synes, det vil være den rette hyldest til Anton Nielsen at opkalde pladsen efter ham, siger den 78-årige Søren Wolstrup.

På grund af det nye maritime center, hvor værftsbygningen bliver totalrestaureret, og der blandt andet kommer en café inde i værftet samt en helt ny reparationshal til skibe ved siden af, skal kommunen lave en ny lokalplan for området. I den forbindelse vil kommunen vurdere, om navnet Anton Nielsens Plads er en god ide, og i givet fald skal det endeligt godkendes i byrådet.

Læs mere i dagbladet Nordvestnyt lørdag.