10 afgangselever på Slotshaven Gymnasium i Holbæk var torsdag eftermiddag samlet i skolens kantine.
Her skulle de kommende studenter holde generalprøve på det show, som skal løbe af stablen på fredag den 12. juni, hvor Slottets 3.g'ere har sidste skoledag.
Det er de 10 elever, som har stået for at planlægge sidste skoledag. Og som med så meget andet i denne tid bliver også denne dag påvirket af coronakrisen og de begrænsninger, den medfører.
De cirka 230 afgangselever på HHX og HTX må eksempelvis ikke mødes til fælles morgenmad på skolen, som der er ellers er tradition for. De kommer heller ikke til at kaste med karameller, og der er ingen stor fælles fest om aftenen.
Til gengæld får de lov til, som mange afgangselever før dem, at møde festklædte op på skolen og lave et arrangement i kantinen. Det vil være de 10 elever, som styrer showet, og de vil så involvere flere af de øvrige afgangselever i festlighederne.
De øvrige elever vil som udgangspunkt være delt op klassevis og opholde sig i 10 lokaler rundt omkring på skolen. Her kan de følge med i showet i den næsten tomme kantine, for hele showet bliver livestreamet på Slotshaven Gymnasiums Facebook-side. Og på den måde kan eleverne i 1.g og 2.g også deltage hjemmefra, samtidig med at 3.g'erne altså stadig bliver fejret.
Læs mere om sidste skoledag på Slottet og generalprøven i dagbladet Nordvestnyt lørdag.