Sag om to-årigs druknedød stadig uafklaret

Den dybt ulykkelige sag om to-årige Malte, der under en tur med sin vuggestue i oktober druknede i et vandhul på Rævebjerg i Mørkøv, afventer lige nu juridisk vurdering af, om nogen kan stilles til ansvar for den lille drengs død.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til dagbladet Nordvestnyt torsdag, at sagen ligger hos juristerne i anklagemyndigheden.

Her skal man på baggrund af politiets undersøgelser af omstændighederne omkring drukneulykken den 10. oktober vurdere, om der er grundlag for at rejse straffesag mod nogen for at have overtrådt lovgivning i forbindelse med ulykken.

- Politiet er færdige med undersøgelserne og afhøringerne i sagen. Her indgår også den rapport, som Arbejdstilsynet har lavet efter ulykken. Det er en dybt tragisk sag og alle vil gerne have en afklaring hurtigst muligt, men jeg kan ikke sige, hvornår anklagemyndigheden er klar med sin vurdering, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Han understreger, at ingen er sigtet i sagen - hverken enkeltpersoner eller drengens daginstitution, Børnehuset Krummeluren, hvor han gik i vuggestue.

Under en tur til det grønne område Rævebjerg kom drengen væk fra sin gruppe, og han blev fundet livløs i et vandhul. Han døde dagen efter på Rigshospitalet.

Holbæk Kommune afgjorde i november, at der ikke var grundlag for at sætte det private børnehus under skærpet tilsyn som følge af ulykken. Men med forbehold for, at beslutningen kan ændres, hvis politiets undersøgelse bringer nye oplysninger frem.