Lokalhistorisk Forening Jernløse inviterer til foredrag på torsdag den 26. januar klokken14 i Ellens Hus, Sasserupvej 21, som ligger lige ved kirken i Søstrup.
Foredragsholderen er Søren Møgelvang Nielsen, der har stået på hovedet i Rigsarkivet og fundet ny viden om røverbanden Venslevrøverne, der huserede i Hornsherred i midten af 1800-tallet.
Den 16. januar 1842 begik to mænd fra landsbyen Venslev et rovmord på parcellist Niels Jørgensen, hans hustru Marie Jensdatter og deres søn Jørgen Nielsen. I den efterfølgende retssag blev de to mordere dømt til døden.
Opklaringsarbejdet blev gjort grundigt og viste, at Venslev ikke kun husede mordere, men at en stor del af Venslevs beboere var involveret i kriminelle aktiviteter.
I alt 43 mennesker fra den lille landsby blev dømt for i alt 180 forbrydelser, som havde strakt sig over 30 år. Eftertiden navngav beboerne Venslevrøverne.
Hvem var de? Hvorfor begik de kriminalitet? Og hvorfor greb ingen ind i 30 år?
Det er nogle af de spørgsmål, som Søren Møgelvang Nielsen vil forsøge at besvare under foredraget torsdag eftermiddag i Ellens Hus i Søstrup.