
Siden 1937 har der været traktørsted ved Maglesø mellem Holbæk og Tølløse. Men nu kolliderer drømmen om at bo med alpin udsigt ud over skov og sø med drømmen om at drive traktørsted. Tvisten mellem de ny ejere og forpagteren afgøres i retten.
Line og Nels Hede Rohde købte ejendommen for tre milioner kroner og flyttede ind i lejligheden på første sal i januar i år. I salgsopstillingen stod, at forpagteren af traktørstedet har et halvt års opsigelse. Og Erna Sindlys blev opsagt i oktober.
Hun afviser opsigelsen og har ikke tænkt sig at stoppe 1. april 2017, med mindre retten giver ejerne ret og ikke godtager hendes påstand, at hun har en lejekontrakt og ikke bare kan opsiges.
De ny ejere har også en tvist kørende med Holbæk Kommune. Parret ønsker at omlægge den eksisterende trampesti. I dag går den forbi traktørstedet og i realiteten gennem deres have. Den kan i stedet omlægges, så de første cirka 40 meter går bag om traktørstedet. Det har kommunen afvist, fordi stien har rekreativ værdi, indgår i stisystemet omkring Maglesø og i øvrigt har eksisteret i mange år. Det bliver Natur- og miljøklagenævnet, som afgør stiens fremtid.