Mistillid til bestyrelsen i HB&I

Foto: Brian Jensen

Branden er måske midlertidig slukket i Holbæk Bold- & Idrætsforening, hvor en række spillere og trænere er utilfredse med samarbejdet med manager Morten Skovby. Men gløderne ulmer fortsat.

Danmarksserieklubben, der netop er rykket op i 2. division, meddelte mandag, at man havde en løsningsmodel på plads – med plads til alle. En ny sportschef og en optrapning af mentaltrænerens opgaver skulle dæmpe utilfredsheden.

Men ifølge Nordvestnyts oplysninger er kritikerne af Skovby fortsat utilfredse og har indkaldt til en ekstraordinært generalforsamling, der skal afvikles inden 14 dage. Ifølge avisens oplysninger er der mistillid til forslaget om at beholde Skovby som træner for førsteholdet – og mistillid til bestyrelsen.

– I forhold til klubbens vedtægter, så kan man med 20 underskrifter indkalde til et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Men der er ikke indkaldt til noget møde lige nu. Bestyrelsen mødes på mandag og sagen bliver behandlet dér, siger Asger Madsen, der er salgs- og kommunikationschef, Asger Madsen, der udtaler sig på vegne af bestyrelsen i HB&I.

Bestyrelsens oplæg, som klubben har lagt ud på sin hjemmeside er, at der skal hyres en sportschef, og at mentaltræneren skal arbejde med truppen, for at få håndteret gnidningerne i truppen. Behovet for en sportschef er til stede, forklarer Madsen.

– Det er den rolle, Rasmus Stenild har i ungdomsafdelingen. For at have et neutralt sted. Sportschefen er jo ikke den, der udtager holdet. Der skal være et mellemlægspapir mere, siger Madsen, og fortæller, at der ikke er en datofrist for hvornår en ny sportschef skal være på plads – men at det sker når »den rette kandidat er der«.