Maskinpistol lå i dametaske under seng

Foruden 16 kilo kemikalier fandt politiet flere skydevåben, da man ransagede et hus på Anders Larsensvej i Holbæk. Det skete efter tip fra det tyske forbundspoliti om mulig terrorplanlægning.

Særligt villaen på Anders Larsensvej, hvor det nu tiltalte ægtepar boede, påkaldte sig politiets og eksperterne fra Beredskabsstyrelsen og EOD’s interesse ved ransagningerne i Holbæk i februar 2021.

Politiet fik ved ransagningerne - her af huset på Anders Larsensvej - støtte fra blandt andet Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab.

Foto: Presse-fotos.dk

Da store politistyrker med Midt- og Vestsjællands Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) i spidsen klokken 18.38 lørdag den 6. februar 2021 satte kløerne i den nu 34-årige hovedtiltalte mand og kort efter også i en række af hans familiemedlemmer, var det den foreløbige kulmination på en efterforskning, der var startet hos det tyske forbundspoliti i januar samme år.

Det kom frem under specialanklager John Catre Nielsens forelæggelse for dommere og nævninge ved Retten i Holbæk onsdag, hvor sagen mod den 34-årige, hans 31-årige hustru og 37-årige storebror, der alle nægter sig skyldige i terroranklagerne, blev indledt.

Det har tidligere været fremme, at et polsk firma underrettede tysk politi om en mistænkelig bestilling af kemikalier fra den 34-årige i Holbæk til levering på brorens adresse i den tyske by Dessau.

I retten kunne anklageren så oplyse, at der i januar 2021 også blev afgivet en bestilling på et kemikalie via en tjekkisk hjemmeside. Begge brødres navne stod angiveligt som modtagere på den tyske adresse.

Ifølge John Catre Nielsen havde det vakt tysk politis mistænksomhed, at der ved bestillingen i januar 2021var brugt samme email-adresse, som tilbage i 2019 havde bestilt blandt andet tændsnor.

På den baggrund ransagede tysk politi den 37-åriges lejlighed i Dessau. Her fandt man blandt andet 4,4 kilo sort krudt, tændsnor, et rør med et boret hul i midten, et hjemmelavet IS-flag og en koran, hvor en passage om at dræbe vantro var markeret.

Terrorsagen i Holbæk

  • Retten i Holbæk behandler en nævningesag, hvor to mænd og en kvinde blandt andet er tiltalt for forsøg på terrorisme.
  • De tiltalte er en 34-årig mand og 31-årig kvinde, der er gift og boede i en villa på Anders Larsensvej i Holbæk.
  • Den tredje tiltalte er en 37-årig mand med bopæl i Dessau i Tyskland. Han er storebror til den 34-årige.
  • Anklagemyndigheden mener, at de tre gjorde forberedelser til en eller flere terrorhandlinger på et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet.
  • Der er også rejst tiltale om terrorfinansiering og fremme af terrorvirksomhed.
  • Alle tre nægter sig skyldige.
  • Retssagen er berammet til op mod 30 retsdage. Ifølge planen kan der falde dom i slutningen af november eller begyndelsen af december.
  • Læs alle artikler om sagen her.

Ransagninger i Holbæk

Men tysk politi fandt ikke brødrene i lejligheden, og da der var »indikationer på«, at de var taget til Danmark, blev PET underrettet og samtidig blev der udstedt en arrestordre på dem.

Og det førte altså til anholdelserne i Holbæk og de efterfølgende ransagninger af den 34-åriges bopæl på Anders Larsensvej samt en lejlighed i Apotekerhaven, hvor den 31-årige kvinde formelt havde adresse, og hvor den 37-årige tiltalte befandt sig den aften.

Specialanklager John Catre Nielsen kom ind på en række af de fund, politiet gjorde på de to adresser – i alt overvejende grad i villaen på Anders Larsensvej.

Foruden kemikalierne blev der fundet tre funktionsdygtige skydevåben og tilhørende ammunition. I en dametaske under en seng lå en Scorpion maskinpistol, og på en hylde i et skur lå der en riffel, som var stjålet ved indbrud på Midtsjælland i 2012. I en sportstaske fandt politiet en pumpgun.

Indholdet af en kuffert har også påkaldt sig politiets interesse, fordi man mener, at den indeholdt udstyr til brug for en terrorhandling eller planlægning. Det var blandt andet camouflagefarvede walkie talkier, lygter, et kikkertsigte, en paryk, en laser-pointer og en kasket med indbygget kamerafunktion samt et par briller, der kunne optage video.

Mulig bombeopskrift

I ladet på en legetøjsvogn i huset på Anders Larsensvej, hvor det tiltalte ægtepar boede med deres barn, fandt politiet et ark papir med bogstaver og tal, som anklagemyndigheden mener kan være en bombeopskrift.

Der nævnes nogle kemikalier ved navn eller nogle forkortelser, som anklageren mener refererer til kemikalier, og så tre tal ud for betegnelserne. Det skulle, ifølge anklageren, svare til blandingsforholdet i en virksom sprængladning.

Der blev også fundet en mobiltelefon, som angiveligt kunne anvendes som detonator til en sprængladning, og specialanklager John Catre Nielsen sagde også, at der på en harddisk i huset er fundet manualer til fremstilling og brug af mobiltelefoner som detonatorer.

På en anden harddisk fandt politiet en vejledning til, hvordan der kan laves et bombeangreb på en bil ved at bruge en fjernstyret bil. Det kobler anklagemyndigheden til fund af netop en fjernstyret bil, der var ombygget.

Propaganda-videoer

Anklagemyndigheden bygger blandt andet mistanken om, at de tre ville begå islamistisk-funderet terrorangreb ved en række andre fund på harddiske, mobiltelefoner og computere.

Der er blandt andet fundet mere end 3000 videoer med eksempelvis selvmordsaktioner, henrettelser og nedskydning af en helikopter. Anklagemyndigheden mener, at der er tale om propaganda for Islamisk Stat.

Der er ydermere fundet et billede af den 34-årige, der poserer med elefanthue, camouflage-trøje og en sort vest med et symbol på brystet, som ifølge anklagemyndigheden er et IS-symbol.

Endelig blev der ved ransagningerne i både Tyskland og på Anders Larsensvej fundet hjemmelavede IS-flag.

Retssagen fortsætter fredag, hvor de tre forsvarere får lejlighed til at kommentere på anklagemyndighedens forelæggelse.

Derefter går afhøringen af den 34-årige tiltalte i gang, og den er der afsat yderligere to retsdage til.

Retten besluttede i øvrigt på anmodning fra pressen at ophæve navneforbuddet vedrørende de tre tiltalte. Sjællandske Medier nævner dog først navn, hvis en tiltalt findes skyldig og idømmes en ubetinget straf på to års fængsel eller derover.