Markant havnebyggeri fejret

Foto: Per Christensen

Torsdag eftermiddag var der rejsegilde på Holbæk Fjordtårn, det 17 etager høje hus med 60 boliger på Isefjords Allé 13 i Holbæk.

Lejlighederne skal stå klar til indflytning i begyndelsen af december. De 31 lejeboliger er for nogen tid siden udlejet. Derimod går det langsommere med de 29 ejerboliger i den øverste halvdel – fire er solgt og to er reserveret. Hos bygherren, AP Ejendomme, betegner administrerende direktør Peter Olsson, det som naturligt, at der går længere tid med ejerboligerne, fordi der ofte først er et hus, der skal sælges, og køberne vil også gerne lige se det nye mere færdigt.

I sin tale ved rejsegildet sagde Peter Olsson, at det er et markant byggeri i Holbæk, hvor det har skabt ekstra opmærksomhed.

Arkitekt Flemming Frost fra Juul Frost Arkitekter, København, omtalte, at det nok er en af Danmarks bedste udsigter. Og når man stikker næsen så højt op, har det været mål at lave noget med arkitektonisk kvalitet, sagde Flemming Frost.

Holbæk Kommunes viceborgmester John Harpøth (DF) omtalte højhuset som et imponerende byggeri.

– Holbæk Havn får et nyt arkitektonisk vartegn. Byggeriet er en vigtig brik i en samlet plan for havnefronten, og nu er det kommunalbestyrelsens opgave, at få gjort lokalplanen færdig, sagde John Harpøth.