Lopperne er vendt tilbage i hallen

Lopperne er tilbage

Lopperne er tilbage i hallen, 60 bodholdere er på plads, når døren åbnes på søndag. Jyderup Hallens bestyrelse håber, at der efter fire års pause igen bliver trængsel mellem boderne.

Efter fire års pause er lopperne tilbage, og målet er at genskabe traditionen i Jyderup Hallen. Denne gang kombineret med en minimesse.

Halbestyrelsens bekymring om interessen viste sig at være ubegrundet. Der er plads til 60 boder, og i februar var alt optaget med flere på venteliste.

I den lille hal stiller ni lokale forretninger op i en minimesse og viser, hvad Jyderup har at byde på.

Syv loppemarkeder blev det til frem til 2018. Året efter blev det aflyst på grund af sygdom, og så kom coronapandemien med nedlukning og forsamlingsforbud.

I 2013 var der heller ikke loppemarked. Byggeriet af en tilbygning til hallen gjorde adgangsforholdene for bodholderne besværlig og for store ting som møbler umulig.

– Men nu er vi klar og håber at genskabe traditionen med forårsloppemarkeder for private første søndag i april, siger Kirsten Johansen, bestyrelsesformand i Jyderup Hallen.

Minimessen kunne være en forløber for en egentlig Jyderup Messe, tilføjer hun.

Døren åbnes klokken 10, og hun håber på mange gæster og have tilfredse bodholdere, når døren lukkes klokken 14.

Frivillige har siden efteråret 2022 arbejdet på at genskabe loppemarkedet i Jyderup, og frivillige sørger og så, at alt er klar til bodholderne og gæster.

Det er lige fra at sætte borde op til at sørge for kaffe og kage til gæster og bodholdere.