Holbæk opruster træner-team

Antallet af medlemmer stiger i Holbæk Tennis & Padel Klub, og det får klubben til at udvide trænerteamet. Den rutinerede førsteholdstræner Mik Ledvonova får fremover hjælp af Hayward Butler, der er ansat i en deltidsstilling og af Oliver Frederiksen, der går op i tid.

Hayward Butler har mere end 40 års erfaring som træner og har været træner for blandt andre Caroline Wozniacki. De seneste 10 år har han været træner i Næstved Tennisklub og træner på Herlufsholm, hvor han fortsat vil være tilknyttet. Butler er uddannet United States Professional Tennis Association Pro 1 Grade træner og var tidligt i karrieren træner i USA, inden turen i 1980 gik til Danmark. Han begynder i Holbæk den 1. oktober.

- Teknisk må Hayward anses for at være blandt de allerbedste trænere i Danmark, og vi anser det for et stort privilegium nu at have flere trænere af den kaliber i vores trænerteam, siger klubchef Carsten Højerslev, der sammen med Butler, cheftræner Ledvonova og Oliver Frederiksen skal udvikle og udvide klubbens træningstilbud både for juniorer og seniorer.

Mange af klubbens medlemmer har allerede haft glæde af træneren Oliver Frederiksen, der stammer fra Sorø og har været i Holbæk Tennis & Padel Klub siden 2012. 20-årige Frederiksen spiller desuden på klubbens 1. divisionshold, både inden- og udendørs. De sidste fire år under Team Danmark-ordningen har Frederiksen været tilknyttet Stenhus Tennis College som spiller og som hjælpetræner til Mik Ledvonova.

Også i bestyrelseslokalet er der kommet forstærkning til klubben, der nu har 850 medlemmer - og dermed har indfriet målsætningen fra 2014 om at nå 800 medlemmer. Martin Olsson, der tidligere har været spiller og træner i klubben, er flyttet tilbage til Holbæk. Og med en kandidatuddannelse i idræt, en tenniscoach-uddannelse og 10 års ansættelse i DGI kan han utvivlsomt styrke klubben på det administrative område, og måske kan han hjælpe klubben med den næste målsætning, der er at nå 999 medlemmer inden 2023.