Holbæk er igen i top for de unge

Ungeliv: Dansk Ungdoms Fællesråd har kåret Holbæk som årets tredje bedste ungdomskommune. I 2021 fik Holbæk en andenplads.

Holbæk: Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har tildelt Holbæk Kommune en tredjeplads i kampen om at blive Årets Ungdomskommune 2023. Det er særligt for arbejdet med at tænke unge og fritidsliv i politiske beslutninger, samt bruge naturens omgivelser til at skabe aktiviteter for og med unge, oplyser DUF i en pressemeddelelse.

Vinder-kommunen blev Odense efterfulgt af Gentofte.

Holbæk Kommune var ifølge DUF med i opløbet, da kommunen har et stærkt fokus på naturen og på, hvordan den kan benyttes til at øge trivslen blandt unge. Et eksempel på det, er de maritime læringsaktiviteter. UngHolbæk har etableret UngHavn, som er et fristed for unge mellem 13-17 år, hvor det er muligt at prøve kræfter med maritime aktiviteter, traditionelt håndværk og indgå i nye fællesskaber.

Aktiviteterne omkring Kystliv Holbæk og UngHavn har været med til at sikre kommunen en høj placering på listen over gode ungdomskommuner.

– Holbæk har virkelig gjort et stærkt stykke arbejde for at skabe en god ungdomskommune. Og man har givet unge reel indflydelse på beslutninger i kommunen på f.eks. klima- og fritidsdagsordenen, hvor man tager beslutninger med og for unge, siger Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF, i pressemeddelelsen.

Tom Burgaard Madsen (S), der er kommunalbestyrelsesmedlem og formand for partnerskabet omkring ungdomspolitikken, følger op:

– Vi er naturligvis glade for, at Holbæk Kommune bliver set som en kommune, der vil de unge det godt. Der er mange solide kræfter i og omkring kommunen, der gør nogle særlige indsatser for vores unge. Det gælder såvel i det frivillige foreningsliv som i den ’professionelle’ del af ungdomsarbejdet. Vi er vilde med at tage udgangspunkt i de stedbundne ressourcer og så få det bedste ud af det hele, i samarbejde med de unge og andre aktører.

Prisen ”Årets Ungdomskommune” blev stiftet i 2006 af DUF og uddeles i dag som en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge.

I 2021 fik Holbæk Kommune en andenplads – slået af Faaborg-Midtfyn Kommune – hvor der blev lagt vægt på, hvordan kommunen forbedrer unges deltagelse, udfoldelsesmuligheder og levevilkår ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.

Dommerpanelet i år bestod af Christine Ravn Lund, forkvinde i DUF, Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Center for Ungdomsforskning, Madeleine Steenberg Williams, forkvinde for Danske Gymnasieelevers sammenslutning og Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune som var Årets Ungdomskommune 2022.

ara