Af Inge-Lis Hansen, bibliotekar og arkivar i Tølløse og Jyderup.
30. december 1874 kørte det første tog på Nordvestbanen mellem Roskilde og Kalundborg. Men allerede dagen efter opstod der problemer – ikke med materiellet, men fordi det blev en forrygende snestorm.
Klokken 7.45 afgik morgentoget fra Kalundborg, og klokken 10.00 var det nået til Holbæk. Men her kom de 53 passagerer, der var med på turen, til at vente 3 timer på det vestgående tog, der forspændt to lokomotiver skulle bane vej for dem. Efter yderligere forsinkelse kom man endelig afsted fra Holbæk klokken 14.30, men ak, efter ½ times kørsel sad man uhjælpeligt fast i snedriverne. Lokale snekastere kom hurtigt til, og fik gravet toget fri. Men kun for en kort bemærkning, så sad man fast igen.
Det var lidt uden for Nyby ved Meinert Pedersens gård (i dag Skimmedevej 20), at toget kørte fast. Netop dér var jordvolde på hver side af skinnerne, og her var sneen føget til og havde lagt sig i højde med skrænterne. Sneen foran toget, som ligeledes var forspændt to lokomotiver, var presset sammen næsten som en mur. Under lokomotiver og vogne sad sneen også som en fast masse – og det kunne snekasterne ikke få bugt med.
Artiklen fortsætter under billedet
Man prøvede lidt at hvert, bl.a. at samle passagerne i en enkelt vogn samt i godsvognen og frakoble lokomotiverne, der både enkeltvis og sammenkoblede forsøgte at komme igennem. Det lykkedes ikke. Og da snekasterne samtidig måtte erkende, at de efter mange timers hårdt arbejde ikke kunne mere og derfor gik hjem, havde man et stort problem! Klokken var da 20.30.
Kaptajn med redningsplan
Klokken 21.00 tog den kontrollerende ingeniør, Kaptajn Hedemann, ordet inde i togvognen og sagde følgende: ”Mine herrer, derhenne ligger en bondegård og noget længere tilbage en anden, hvor vi må forsøge at få natlogi og noget at spise”. Som sagt, så gjort: mændene sprang ud af toget og vadede gennem sneen, der nåede dem til op over knæene, hen til Meinert Pedersens gård. Her blev de mødt af den brave gårdejer, der straks fortalte, at de ikke kunne spise familien ud af huset, så de var velkomne. Hans kone og familiens børn gik straks i gang med at tilberede mad og servere drikkevarer til gæsterne. De kvindelige togpassagerer, der var blevet i togvognene, fik også bragt mad og drikke samt sengeklæder og tæpper ud, så de kunne klare natten. Nogle af mændene fik plads i gårdens stuer, andre lagde sig på høloftet og fik lidt søvn.
Nytårsmorgen 1. januar mødte snekasterne op klokken 4 og tog fat. Fygningen var aftaget, vejret blevet lidt bedre, og klokken 8.30 lykkedes det at komme fri. To gange inden de nåede Tølløse Station sad toget dog fast igen, men blev begge gange gravet fri. I Tølløse blev de mødt af en maskine udsendt fra Roskilde, der skulle hjælpe. Der blev dog ikke brug for den, og efter 29 timers kørsel nåede man endelig frem til Københavns Hovedbanegård.
Takkede via avisen
Denne beretning har vi fra en af togpassagererne, der et par dage efter hændelsen fortalte om den dramatiske tur i Holbæk Amts Dagblad og samtidig overbragte en hjertelig tak til Meinert Pedersen og hans familie for deres store gæstfrihed. Til dette svarede Meinert Pedersen i samme avis d. 11. januar, at ”det er mig og min familie en glæde at have tilfredsstillet de rejsende, og at vi dersom lignende tilfælde skulle indtræffe, stedse vil bestræbe os for at modtage folk på samme måde”.
Der blev faktisk brug for gæstfriheden nogle år senere, for i begyndelsen af marts 1881 var den gal igen det samme sted. Igen måtte togpassagerer søge til Meinert Pedersens gård og overnatte, indtil det den følgende dag lykkedes to sneplove at få togene – for denne gang var det ét i hver retning – fri.
