HHX’er satte punktum med et 12-tal

Foto: Per Christensen

– Nu står den på pause med fester, lød det fra en glad Frederik Bülow Glad, Langåsen ved Jyderup. Han er årets første HHX-student fra Slotshavens Gymnasium i Holbæk og satte punktum med et 12-tal.

Nu venter et sabbatår for Frederik Bülow Glad, fremtiden er – måske – CBS i København.

Han var oppe i psykologi på C-niveau, og selv om psykologi ikke er yndlingsfaget, blev det til et 12-tal. I forvejen har Frederik Bülow Glad to 12-taller i skriftlig og mundtlig matematik.

Efter overstået eksamen var der flaghejsning, inden han skyndte sig ind for at vente på kæresten Fie Voldbjerg Jensen, der også var til sidste eksamen i psykologi.

Frederik Bülow Glad mener selv at have det rette karaktergennemsnit til at komme ind på CBS. Men han har valgt ikke at følge opfordringer fra politikerne til at gå den direkte vej fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse.

Han er lidt træt af at læse og tager et sabbatår. Her skal tænkes, men ikke fjumres. I stedet skal han arbejde hos sin farfar Bilcentret Peer Glad i Kalundborg.

I slutningen af oktober venter eventyret i Canada, hvor han skal arbejde som skiinstruktør.

I alt bliver 183 unge studenter fra Slotshavens Gymnasium i år.