Foreninger kan nu få penge for skrald

Foreninger kan nu få penge for skrald
Foto: Morten D. Christensen
Nu kan foreninger i Holbæk Kommune forsøge at komme i betragtning til en af de otte ruter i hele kommunen, hvor skal indsamles affald. Foreningerne får 3.000 kroner for arbejdet. PR-foto
Nu kan foreninger i Holbæk Kommune forsøge at komme i betragtning til en af de otte ruter i hele kommunen, hvor skal indsamles affald. Foreningerne får 3.000 kroner for arbejdet. PR-foto

Holbæk Kommune har tilmeldt sig affaldskonceptet »Ren Natur«. Det betyder, at foreninger i kommunen nu kan lægge billet ind på at få tildelt en rute, hvor man så skal samle skrald og affald ind én gang i løbet af efteråret, mod til gengæld at få 3.000 kroner til aktiviteter i foreningen.

Ren Natur administreres af miljøorganisationen Hold Danmark Rent, og der er netop åbnet for tilmelding til otte forskellige ruter i Tuse, Holbæk by, Jyderup, Tølløse, Nr. Jernløse, Orø og langs Fjordstien.

På hjemmesiden www.rennatur.org/til-kommuner/tilmeldte-kommuner/holbaek-kommune kan man finde beskrivelse og krav til de enkelte ruter, og det er også her foreningerne melder sig til, hvis de er interesserede i at tage en tørn nogle timer i løbet af perioden fra 31. juli til 24. oktober.

Foreningerne vil få stillet affaldstænger, skraldeposer, handsker, sikkerhedsveste og andet nødvendigt udstyr til rådighed, ligesom Holbæk Kommune sørger for at afhente sækkene med det indsamlede affald.

De 3.000 kroner skal ifølge reglerne bruges til »foreningsfremmende formål«, og det kan være alt fra udstyr til aktiviteter for foreningens medlemmer.

– Jeg håber, at rigtig mange foreninger vil byde ind på at deltage efter sommerferien, da det er en stor hjælp, at frivillige også gør en ekstra indsats ved at samle affald op, siger John Harpøth (DF), formand for klima- og miljøudvalget, i en pressemeddelelse fra Holbæk Kommune.

De foreninger, der tildeles en rute, bestemmer selv hvilken dag i løbet af perioden, de vil lave affaldsindsamlingen.

37 kommuner er tilmeldt Ren Natur-ordningen. Foruden Holbæk Kommune er også Odsherred og Kalundborg Kommuner med.