Ulovlig deling af nøgenbilleder og sex kan have alvorlige konsekvenser for de unge, det går ud over. Forfatter og journalist Milla Mølgaard har arbejdet med området og deler sin viden på et møde i Vipperød Hallen 16. april.
Vipperød Sundhed og Fællesskab er arrangør, og foredraget “Et klik for dig – et ødelagt ungdomsliv for mig” bygger på statistik og samtaler med unge, der har oplevet krænkelser lige fra at modtage billeder af tissemænd til at få intime billeder og videoer spredt på nettet.
Hun vil klæde unge på til at gebærde sig sikkert digitalt og hjælpe forældre med at tage snakken med deres teenagere om livet på nettet og digitale krænkelser.
For det sker. En undersøgelse fra Red Barnet viser, at knap halvdelen af alle børn og unge mellem ni og 17 år har oplevet noget ubehageligt online inden for det seneste år.
Med i Vipperød Hallen er 22-årige Linea, som havde sex til en fest som 15-årig. Det blev optaget og spredt online i den by, hun boede i. Efter fulgte en svær tid, men hun kan også fortælle, hvordan hun er kommet videre.
Milla Mølgaard bruger hendes og andre unges fortælling og lydklip for at vise alvoren i de digitale sexkrænkelser.
Milla Mølgaard vil også vise, hvordan forældre kan håndtere situation, hvis deres børn oplever krænkelser.
Budskabet er også, at det er ulovligt at dele nøgenbilleder og sexscener uden samtykke, og det kan føre til domme og en plet på straffeattesten.
Foredraget begynder klokken 13, varer to timer, og alle er velkomne.
Billetter købes på MobilePay 602100 til foreningen: Vipperød – Sundhed og Fællesskab og koster 110 kroner for voksne og 55 kroner for unge mellem 13 og 19 år.
Alle indtægter går til foreningen Vipperød – Sundhed og Fællesskabs arbejde for en fitnesspark.