Fiskebilen kører til Jyderup hver torsdag

Da fiskebilen fra Fiskehuset ved broen landede i Jyderup, torsdag den 17. november, stod den første kunde allerede klar til at benytte sig af fiskebilens gode tilbud på fiskefars.

– Vi holder foran Rema 1000 her i Jyderup, hver torsdag i tidsrummet klokken 14.00-17.00. Hver gang er bilen fyldt med blandt andet friske fisk, røgvarer, fiskefars, salater med skaldyr, rejer og andet godt fra havet, hjemmerørt remoulade – samt naturligvis vores populære fiskefrikadeller, siger fiskebilens faste mand, Kasper Foldby. Han har, sammen med Thomas Stuhr, Fiskehuset ved broen – i Korsør – og den rullende fiskeforretning, som man kan handle hos, blandt andet i Jyderup.

Frihed på hjul

Kasper Foldby fortæller, at han er superglad for at kunne køre rundt til de store byer på Vestsjælland og i Nordvestsjælland. Det giver en følelse af frihed, at kunne møde kunderne, der hvor de er, samtidig med at fiskeforretningen i Korsør, betjener de lokale kunder.

– Når vi får leveret fisk om morgenen får vi måske to kasser af hver ting, og den ene kommer i fiskeforretningen, imens den anden kommer i fiskebilen. De varer jeg har med her, er præscis lige så friske, som dem vi har i butikken, tilføjer Kasper Foldby.

Bilen han kører i er otte år gammel, men der har været kørt ud fra Fiskehuset ved broen i 13 år, hvoraf de 12 har været med fast ugentlig holdeplads i Jyderup.

– Jeg synes Jyderup er en fin by, med flinke mennesker og mange stamkunder. Det, der sælges mest af er vores fiskefrikadeller. De er meget populære og dem laver vi 200-300 af om dagen. Røgvarerne er fra vores egne kæmpestore ovne i Korsør, og hver uge har jeg et godt udvalg med , hvor man blandt andet finder røget makrel, røget sild, røget laks i flere udgaver og røget ål. Vi har lige købt et stort parti ål hjem, for i den kommende tid, vil de blive efterspurgt, slutter Kasper Foldby.