Fem år med Holbæk Sportsby

Holbæk Sportsby kan fejre femårs dag.

Der er meget at fejre, og fejret bliver der, når Holbæk Sportsby kan fejre femårs dag.

Det sker torsdag 30. maj klokken 15 en dag, i sportsbyens festligt pyntede foyer, hvor sportsbyens succes og fremtidige projekter er i fokus.

Sportskomplekset har gennemgået en markant udvikling siden åbningen og er i dag som et solidt og velfungerende center for sport og fritid.

- Det er meget tilfredsstillende at følge udviklingen i sportsbyen og det positive samarbejde mellem Holbæk Kommune og sportsbyens bestyrelse og ledelse. Dette samarbejde sikrer den nødvendige politiske opbakning, lyder det fra Ole Hansen, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Ifølge den lokale ejendomsmæglerbranche øger sportsbyen Holbæks tiltrækningskraft for nye tilflyttere. Sportsbyens aktivitetsudbud og fællesskab spiller en rolle i den positive udvikling.

Da sportsbyen åbnede i 2019, var der 27 foreninger med ca. 6.000 medlemmer. I dag huser komplekset 36 foreninger med i alt cirka 10.000 medlemmer.

- Vi er meget glade for forenings- og medlemsfremgangen samt den synergi, der er opstået med fælles arrangementer og samarbejder på tværs af foreningerne. Dette kombineret med en stabil drift og sorte tal på bundlinjen styrker os fremadrettet, siger Thomas Nielsen, der er direktør i sportsbyen.

Sportsbyen fokuserer også på grønne initiativer. De arbejder sammen med DTU om innovative energiløsninger og undersøger mulighederne for grøn fjernvarme, solceller, vindmøller og batteriløsninger.

En ny vision, vedtaget af Kommunalbestyrelsen i efteråret 2023, styrer nu sportsbyens fremadrettede indsats. Bestyrelsen arbejder på flere nye initiativer rettet mod en grøn og bæredygtig udvikling.

chas