Billeder: Brand hærger i Kundby

En lade i tilknytning til en tidligere landbrugsejendom i Kundby ved Holbæk brændte sidst på formiddagen i dag lørdag ned til grunden.

Årsagen til branden er endnu ikke kendt.

Ingen mennesker var i fare ved branden, og der var ingen dyr i bygningen.

To halvfyldte olietønder i laden var årsag til en meget kraftig røgudvikling.

Ejendommen tilhører Thomas og Sebrina Mejlkjær.

Et folkevognsrugbrød stod i laden, og Thomas Mejlkjær arbejdede tidligt på formiddagen på bilen. Det kan muligvis være årsagen til branden. På et tidspunkt startede han motoren, hvilket kan have skabt en gnist, som derefter kan have startet branden. Dette er dog ikke bekræftet.

Det var Sebrina Mejlkjær, der opdagede branden. Hun fik fat i sin mand, der var et andet sted på ejendommen. Thomas Mejlkjær alarmerede Vestsjællands Brandvæsen, Holbæk.

Jan Bruun, indsatsleder hos Vestsjællands Brandvæsen, Holbæk, oplyser, at alarmen indløb klokken 11.22. Brandfolkene var på stedet klokken 11.30.

Vestsjællands Brandvæsen stillede med en autosprøjte, to tankvogne og ni mand.

Ejendommen ligger ud til Bygaden, cirka 50 meter fra byens gadekær.