Behovet for besparelser falder

En genberegning af energipriserne viser et ventet fald på 17,3 millioner kroner. Men på et par andre områder er der stigende udgifter.

Efter nogle måneder med udsigter til stærkt stigende energiudgifter i Holbæk Kommune blæser der nu mildere vinde. Det ventede merforbrug er faldet med 17,3 millioner kroner, hvilket er mere end en halvering – fra 33 til 15,7 millioner kroner. Dermed kan der være håb om, at nogle af de besparelsesforslag, der netop har været i høring, kan undgås, men det bliver i første omgang op til økonomiudvalget at tage stilling til det spørgsmål.