Den børsnoterede ingeniørvirksomhed Q-Interline med hovedadresse på Stengårdsvej 7 i Tølløse har for nylig indgået en samarbejdsaftale med en fransk distributør, Twevel.
Twevel skal hjælpe med at sælge analyseinstrumenter til det afrikanske marked. Den første Quant til laboratorie-analyse er blevet solgt til University of Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo, oplyser Q-Interline i en selskabsmeddelelse.
Twevel har mange års erfaring med salg af X-ray, gamma, mekaniske og optiske løsninger. Derudover har selskabet et udbredt salgsnetværk i Afrika efter at have leveret laboratorieudstyr til laboratorier, uddannelsessteder og private virksomheder i mere end 20 år. Twevel er i dag stærke inden for salg og support af analyseløsninger til både landbrug, fødevare- og foderindustrien.
Ved hjælp af stærke lokale kontakter samt erfarne og oplærte medarbejdere i flere afrikanske lande kan de sikre lokal, daglig support hos kunderne. Det nye samarbejde gør det nemmere for Q-Interline at nå ud til nye kunder i mange lande på det store afrikanske kontinent med en stor landbrugsindustri.
Salget til University of Kinshasa betyder, at Q-Interline nu har solgt analyseløsninger i 42 lande verden over.