49-årig overlever uheld

Den kvæstede bilist, som hamrede gennem rundkørsel på Skovvejen, er uden for livsfare, oplyser politiet.

Bilen lettede og væltede rundt, da en 49-årig mand fra Holbæk-egnen med en kvindelig passager kørte galt i rundkørslen på Skovvejen ved Jyderup. Det skete onsdag kort før kl. 20.

Manden blev alvorligt kvæstet og fløjet til Rigshospitalets traumecenter. Torsdag morgen oplyser politiets vagtchef, at han meldes uden for livsfare.

Den kvindelige passager fik også alvorlige skader ved uheldet, dog ikke livstruende i samme grad som mandens. Hun blev kørt til behandling på Holbæk Sygehus.

Det var torsdag morgen ikke muligt for politiet at komme nærmere ind på årsagen til uheldet.