Ni lokale hold, 300 gymnaster og en gruppe særligt indbudte gæster sørgede for festen i weekenden, hvor Tølløse Gymnastikforening inviterede til årets forårsopvisning.
Det fortæller foreningen til sn.dk.
Artiklen fortsætter under galleriet
– Opvisning handler ikke om hvor dygtig man er, men om at være med. Opleve at man er med til at gøre noget godt, for sig selv og for andre, og samtidig opleve at man er en del af en gruppe, hvor alle er afhængige af hinanden, hvis det skal lykkes. Det er essensen, og det lykkedes til fulde for alle hold ved opvisningen, lyder det fra Tølløse Gymnastikforening oven på lørdagens opvisning i Tølløse Hallen.
Ifølge arrangørerne sørgede et særdeles veloplagt publikum for, at stemningen nåede helt op under spærene på Sportsvej, og nede på halgulvet kvitterede de udøvende kræfter med en festlig rundtur i frugterne af vinterens træning.
Som et særligt indslag under forårsopvisningen indtog desuden gæsteholdet Gimberne og Guberne fra Asnæs også hallen undervejs i lørdagens program.