20-årig tiltalt for knivdrab på 43-årig bekendt: Tog stoffer sammen

Foto: Morten D. Christensen
43-årig mand dræbt i sin lejlighed i Rolighedsstræde i Holbæk 15. december 2018. En 20-årig mand anholdt og sigtet for drab. Foto: Mathias Øgendal/presse-fotos.dk
43-årig mand dræbt i sin lejlighed i Rolighedsstræde i Holbæk 15. december 2018. En 20-årig mand anholdt og sigtet for drab. Foto: Mathias Øgendal/presse-fotos.dk

Ingen vidner har set præcist hvad der skete, da 43-årig Kim Wiggers Olsen blev dræbt af to knivstik i kroppen – det ene i hjertet og dødbringende – i sin lejlighed i Rolighedsstræde i Holbæk lørdag den 15. december sidste år.

Anklagemyndigheden mener dog at kunne bevise, at en 20-årig mand fra Holbæk førte kniven, og mandag begyndte retssagen mod ham ved et nævningeting ved Retten i Holbæk. Han er tiltalt for drab på den 43-årige mand, som han havde lært at kende ikke så lang tid før den skæbnesvangre decemberdag.

Den 20-årige tiltalte nægter sig skyldig i drab. Han forklarede i retten, at han ganske vist havde været hjemme hos Kim Wiggers Olsen flere gange, blandt andet fordi den afdøde kunne hjælpe med at skaffe blandt andet metadon, og de to havde tilsyneladende også en fælles interesse for såkaldte designerdrugs.

Men han har ingen erindring om, at han skulle have dræbt den 43-årige, som han på et tidspunkt enten fredag eller lørdag forud for fundet af liget havde indtaget forskellige narkotiske stoffer sammen med i lejligheden i Rolighedsstræde.

Den 20-årige forklarede i retten, at der var gået noget tid, før han selv mærkede effekten af stofferne.

– Vi så to dokumentarfilm. I takt med, at stofferne begyndte at virke, mistede jeg hukommelsen. Jeg fik hallucinationer som om gulvet bølgede, og rummet ændrede sig. Jeg må have været rigtigt påvirket, sagde den tiltalte, der ikke mente, at han havde hørt stemmer eller oplevet andre personer i forbindelse med rusen.

Han forklarede, at han senere kom til sig selv.

– Jeg ligger på sofaen, og Kim sidder tilbagelænet i sofaen. Jeg tror, at han sover, og jeg går uden at prøve at vække ham, sagde den 20-årige.

Han tog til forsorgshjemmet Karlsvognen på Jernbanevej i Holbæk, hvor han opholdt sig på det tidspunkt i december sidste år.

Her kom han i tanke om, at han havde glemt sin mobiltelefon i lejligheden i Rolighedsstræde, og han tog tilbage for at hente den.

– Jeg kan se, at Kim ligger i samme stilling, som da jeg gik. Det synes jeg er lidt underligt. Jeg rusker i ham, og jeg mener også, at jeg råber om hjælp. Jeg tænker, at han er død af en overdosis, og jeg er forvirret og græder, lød det stille og roligt fra den 20-årige, der i retten var bakket op af adskillige familiemedlemmer.

Politiets efterforskning har ikke har kunnet pege på, at andre end de to skulle have været i lejligheden, og politiet har heller ikke kunnet fastslå det præcise gerningstidspunkt. Derfor står det præcise hændelsesforløb noget uklart.

Retsmedicinerne mener dog, at den 43-årig er død på et tidspunkt mellem klokken 3.15 natten til lørdag den 15. december og i hvert fald nogle timer forud for, at liget blev fundet af politiet kort før klokken 20 lørdag aften.

Under mandagens retsmøde blev det slået fast, at det var den 20-årige selv, der den lørdag aften fortalte en medarbejder på Karlsvognen, at han havde set en død mand i en lejlighed i byen.

Medarbejderen kørte herefter med ham ud i byen for at finde stedet, og den 20-årige udpegede førstesalslejligheden i Rolighedsstræde. Medarbejderen bankede på døren, men der kom ikke noget svar, og han kontaktede politiet, som kort efter fandt Kim Wiggers Olsen siddende død i sofaen.

Herefter blev den 20-årige anholdt på Karlsvognen, og han har været fængslet i sagen siden.

Medarbejderen fra Karlsvognen fortalte i retten, at den 20-årige tidligere på aftenen var kommet til forsorgshjemmet, og at han havde været i vildelse og talt usammenhængende med sig selv.

Det havde handlet om, at han havde set en død mand, men medarbejderen mente ikke, at den 20-årige havde sagt noget om, at han selv skulle have slået én ihjel.

I retten blev der også fremlagt en retmedicinsk undersøgelse af den 43-årige. Den konkluderer blandt andet, at der ikke er fundet afværgelæssioner på den afdøde, ligesom der heller ikke er fundet blod andre steder i lejligheden end på den 43-årige og i sofaen.

Kniven blev fundet på et bord i lejligheden.

Thomas Fogt, forsvarsadvokat for den 20-årige, kredsede i sine spørgsmål til de sagkyndige vidner, henholdsvis en retspatolog og en retskemiker, om, hvorvidt den 43-årige selv kunne have påført sig det dræbende knivstik.

– Afdøde må have siddet roligt og stille, da han er blevet stukket. Om vedkommende ikke har været helt vågen, eller om det er selvpåført, er vanskelligt at sige, lød vurderingen fra retspatologen.

Retskemikeren noterede sig, at en kendt bivirkning ved et nærtbeslægtet stof til ét af de stoffer, man fandt i den 43-åriges blod, kan fremkalde »suicidal adfærd« – bredt forstået som, at man under indflydelse af stoffet kan gøre ting, der gør skade på en selv.

Retssagen fortsætter med vidneafhøringer på fredag. Der er i alt afsat seks retsdage til sagen, og der ventes dom i løbet af november.

ARTIKLEN ER OPDATERET 29. OKTOBER 2019 KLOKKEN 8 MED OPLYSNING OM NAVNET PÅ OFFERET.