Stik næsen i en brunstig hjort

Foto: Lars Sandager Ramlow

Hvordan lugter en brunstig hjort eller ulvetis?

Kan du smage forskel på edderfugl og hjort?

Hvilke forskelle er der på tænderne fra en bæver og en ræv?

Og har du lyst til at prøve kræfter med en lang-sav?

Udover den sædvanlige udstilling byder Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm her i vinterferien på en både sjov og spændende konkurrence for børn og voksne, hvor der bliver appelleret til sanserne.

– Lugte og dufte spiller en stor rolle i tilværelsen. Det er ikke menneskets vigtigste sans, men for dyrene betyder forskellige dufte utroligt meget. De kommunikere blandt andet med duftspor. Men hvad der er skønt for en hjort har måske ikke helt den samme virkning på et menneske. Prøv selv, lyder det fra Morten Kjelmann, der er naturvejleder og står for vinterferie-arrangementet på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum.

På museet kan man også stikke snuden ned i tre spande med forskellige nåle fra nåletræer. Opgaven er at udpege »juletræet«. Publikum kan mærke forskellene på dyrenes vinter- og sommerpels og tage sjove »selfies« på 1. sal, hvor interesserede kan blive klædt ud og gå ombord i en jagtpram med et »andekald« i hånden. Her er opgaven at gætte, hvilken fugl, den sjove an(d)ordning skal lokke til.

Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum har åbent dagligt fra 10.00-15.00 og vinterferie-arrangementet fortsætter til lørdag. Søndag er der fastelavn på museet. Entré koster 70 kroner for voksne. Pensionister skal betale 60 kroner, mens børn og unge under 18 år kommer gratis ind.