Se alle billederne Rungsted tæt på at gøre det umulige

Ishockey: Rungsted har presset grundspilsvinderne fra Aalborg ud i syv kampe.

Foto: Mads Hussing

Rungsted tabte samtlige seks kampe i grundspillet til Aalborg. Nu har holdene spillet seks gange mod hinanden i kvartfinalen, og her har de delt kampene imellem sig.

Da man spiller bedst ud af syv kampe, så skal de to hold ud i en altafgørende kamp på fredag, hvor vinderen går i semifinalen, og taberen har sommerferie.

– Det har været en tæt serie hele vejen igennem. Syv kampe var, hvor det her skulle hen. Og nu skal det hele afgøres fredag, siger Rungsteds sportschef Morten Hagen.

Rungsted har hevet det ekstraordinære frem i kampene mod Aalborg.

– Vi skulle have fuld fokus på den næste kamp. Sådan var det forleden i Aalborg, og nu skulle vi have fokus på kampen i dag.

– Der er noget go i det her hold. Der er noget mentalt overskud. Vi talte meget om, da vi kom ned 3-1, at det, der var vigtigt, at vi skulle forlænge sæsonen med to dage, siger Morten Hagen.

Nu er sæsonen i første omgang forlænget med tre dage, for den syvende kvartfinale bliver spillet fredag i Aalborg.

Kampen endte i et stort slagsmål, da Aalborg sendte to 4. kædespillere på isen, og de startede et slagsmål. Den hoppede Rungsted på, og så røg tre mand fra hvert hold i bad før tid.

Isligaen, 6. kvartfinale

Rungsted-Aalborg 4-2

(3-1,0-0,1-1)

Mål: 1-0: Jacob Gammelgaard (05.06), 1-1: Julian Jakobsen (06.08), 2-1: Brett Thompson (08.55), 3-1: James Livingston (12.18), 3-2: Trevor Gooch (45.52), 4-2: Morten Jensen (53.42)

Udvisninger: Rungsted 5×2 minutter, 3×5 minutter, Aalborg 5×2 minutter, 3×5 minutter

Tilskuere: 1.241

Sejren kom efter tre mål i 1. periode, hvor Rungsted startede i et væsentligt højere tempo end Aalborg.

Jacob Gammelgaard smækkede pucken ind på et langskud, men Aalborgs Julian Jacobsen fik udlignet minuttet senere.

Det fik dog ikke Rungsted til at stoppe med det hurtige og offensive spil, og både Brett Thompson og James Livingston scorede i 1. periode.

– Det afgørende i dag bliver, at vi får hul på deres målmand tidligt. Vi får sat nogle gode mål på ham i 1. periode. Oscar står igen en fænomenal kamp, og vores boksplay er godt, siger Morten Hagen.

Aalborg var ikke skarpe, så selv ikke i overtalsperioder fik de det helt store ud af det, før Trevor Gooch fik sendt en reducering ind med et kvarter igen.

Det var dog en stakket frist, for Morten Jensen hamrede pucken i nettet med små otte minutter tilbage, og derfra kom Aalborg ikke tilbage.

Nu venter der en afgørende kamp fredag i Nordjylland.

– Vi skal gøre meget af det samme. Det bliver en utrolig tight kamp fredag. Vi havde det sidste år i Esbjerg-serien. De her syvende kampe bliver bare nervepirrende. Men vi skal op og først og fremmest arbejde røven ud af bukserne, siger Morten Hagen og afslutter:

– Nu bliver det 50/50.